Danskerne foretrækker stadig afdragsfrihed

Danskerne foretrækker fortsat de afdragsfrie lån, når ejerbolig og fritidshuse skal belånes. Næsten halvdelen af boligejerne har nu afdragsfrie lån.

De afdragsfrie lån er fortsat de mest populære, når ejerboliger og fritidshuse skal belånes. Mens lån med afdrag bidrager med en negativ vækst på 1,8 procentpoint af den samlede udlånsvækst, så bidrager afdragsfrie lån med 9,3 procentpoint, viser ny opgørelse fra Danmarks Nationalbank.

Udviklingen med høj vækst i afdragsfrie lån og nettoindfrielser af lån med afdrag har i store træk været gældende, siden de afdragsfrie lån blev introduceret i slutningen af 2003. Låntypen er nu tæt på at udgøre halvdelen af det samlede udlån med pant i ejerboliger og fritidshuse - i juni 2007 udgjorde den lidt over 40 procent.

De private udlejningsejendomme har den største andel af afdragsfrie lån med næsten 60 procent. På samme tid sidste år var andelen cirka 50 procent.

/ritzau/

 



Markedet lige nu