De urolige boligpriser i Sydeuropa lokker tilsyneladende nordboerne til at købe.
29. august 2010, 20:55 – opdateret 2. november 2010, 15:19
Mens priserne er raslet ned, er købsinteressen gået op. Sådan er situationen for långiveren Nykredit International, der gennem lokale afdelinger belåner boliger i Spanien og Frankrig.
Nu har det samlede udlån i de to lande rundet seks milliarder kroner, oplyser direktør Hanne Egaa Andersen, som vurderer, at flere og flere nordboer for eksempel ser en spansk bolig som et alternativ til et dansk sommerhus.
»Ingen ved, hvad der kommer til at ske i Spanien, og der er konstateret prisfald i de seneste statistikker. Men det betyder også, at køb af en bolig dernede nu er et reelt alternativ til at købe et sommerhus i Danmark. For omkring halvanden million kroner kan man sagtens købe noget i Alicante-området,« siger hun.
Til den pris er der tale om for eksempel lejligheder i golfområder eller rækkehuse med fælles swimmingpool et stykke fra kysten. Den type boliger er på omkring 70 kvadratmeter med to soveværelser med hver deres badeværelse.
Netop i Alicante-området er priserne ifølge de seneste tal faldet med to procent fra første til andet kvartal i år. Det spanske boligmarked er som resten af landets økonomi ude i et gevaldigt stormvejr, og priserne er faldet med knap en procent fra første til andet kvartal i år, oplyser Nykredit.
Blandede signaler
Men der er blandede signaler fra de forskellige områder, og der er tale om både stigninger og fald. I Malaga steg priserne med to procent, mens de på Mallorca faldt med 0,4 procent.
»Det vurderes, at der i 2007-2009 har været op mod en mio. usolgte boliger, hvilket på nuværende tidspunkt har medført prisfald på omkring 15 procent fra toppen primo 2008 og bringer det nuværende prisleje tilbage til 2005-niveauet,« konstaterer Nykredit.
Derimod er der mere lyse udsigter for boligmarkederne i Frankrig. Nykredit forventer stigende priser i Frankrig, og tallene for første kvartal er en stigning på 2,6 procent i Nice, et fald på 0,4 procent i Cannes og en stigning på 0,3 procent i Perpignan. I Marseille ligger priserne stabilt.
Interessen for de sydeuropæiske boliger har medført i alt 1.130 udlån i Frankrig og knap 1.400 udlån i Spanien for Nykredit, der i år regner med at runde et nyudlån på 1,2 milliarder kroner, hvilket kun overgåes af det boligmæssige jubelår 2007 – før de globale prisfald på boliger.





























































