Villaejere have erstatning fra kommunen, fordi de har måttet rydde sne af egen lomme.
11. marts 2010, 09:54 – opdateret 2. november 2010, 14:56
Allerød Kommune har sparet snerydningen på de kommunale villaveje væk denne vinter. Og derfor har nogle grundejerforeninger selv hostet op med penge til sneploven, oplyser P4 København. De penge, vil de nu have kommunen til at refundere.
- Det er kommunens ansvar at vedligeholde vejene. Derfor skal den også rydde sne, siger formand Paul Aasberg fra grundejerforeningen Allerød Villapark til P4 København. Den har ryddet sne for egen lomme én gang. Til en pris af 1.300 kroner. Den er gået sammen med Grundejerforeningen Pilegården, som også har ryddet sne én gang. Det kostede 625 kroner.
- Det handler om principper. Det er kommunens ansvar, siger formand Ivan Kastrup til P4 København.
Grundejerforeningerne har fået afslag fra Allerød Kommune en gang, men prøver igen.
- De kan ikke få pengene refunderet. Det er et enigt byråd, der har besluttet at spare snerydningen væk på de kommunale villaveje, siger borgmester Erik Lund (C) til P4 København.
Og der er næppe penge på vej til de borgere i Allerød, der vil have erstatning for manglende sne-rydning. Sådan lyder vurderingen fra en jurist.
Kommunerne har nemlig lov til at bestemme, at de ikke vil rydde sne på nogle af de mindre vigtige veje i kommunen. Og derfor får borgerne formentlig ikke erstatning, vurderer jurist i Vejdirektoratet, Ivan Skaaning Hansen.
- Jeg tror, det bliver rigtig svært. Det forudsætter, at man kan bebrejde kommunen, at der ikke er blevet ryddet sne på villavejene, og det får man svært ved at overbevise domstolen om, siger Ivan Skaaning Hansen til P4 København.









































