Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Boligsalg på katastrofekurs

Handlen med boliger er nu standset helt op. Negativ rekord for hele året på vej.

Nu er boligmarkedet ikke længere stagneret. Der er blot ikke tale om en afmatning eller en nedkøling eller nogle af de andre udtryk, som vi i løbet af 2008 er blevet vant til at høre og bruge om salget af villaer, rækkehuse og lejligheder i Danmark.

Nu er der tale om en total opbremsning.

"I en del butikker ligger salget helt stille. I november og december er salget meget, meget lavt - det er gået fuldstændigt i stå," siger Thomas Torp, der er vicedirektør og pressechef for Dansk Ejendomsmæglerforening.

Han bekræfter, at nogle af ejendomsmæglerne er så hårdt ramt, at de pågældende ikke har solgt én eneste bolig siden oktober.

Rekordlav handel

For nylig kom EDC med et bud på det samlede antal bolighandler for hele året baseret på salget i årets tre første kvartaler og opbremsningen under indtryk af kreditkrisen. EDCs prognose lyder på et samlet salg på 58.000 boliger hele året - eller et fald på 20.000 i forhold til i fjor. Det svarer samtidigt til et fald på knap 40.000 handler sammenlignet med jubelåret 2005.

Mæglerforeningen får ikke direkte indberetninger fra medlemmerne, så Thomas Torp kan ikke lægge nye, konkrete tal på bordet. Han tør alligevel komme med et bud på, hvor antallet af bolighandler lander for hele året:

"Der er tale om en rekordlav handel. Vi kommer nok ned på et sted mellem 50.000 og 55.000 handler," siger Thomas Torp.

Lav rente tænder et håb

De seneste dages auktioner over rentetilpasningslån har afsløret, at fleksrenten for det kommende år bliver lavere, end de fleste troede for bare en måned siden, og den udvikling kan måske tø det dybfrosne boligmarked en smule op.

Men ifølge Dansk Ejendomsmæglerforening skal der også mere til end lavere rente på papiret: Bankerne skal også turde låne penge ud igen.

"Det er rigtigt, at der er en positiv renteudvikling i forbindelse med flekslånene, men det kommer oven på meget store rystelser. Den lavere rente kan medvirke til at skabe tryghed for køberne, og det øger deres lånemuligheder, men man må stadig sige, der er rigtigt mange, der gerne vil købe, men som ender med at få et nej."

Bankerne holder igen

Ejendomsmæglerne har ifølge vicedirektøren en oplevelse af, at bankernes hårde linje er med til at skabe negativ stemning på boligmarkedet på trods af den seneste tids rentefald og forventningerne om, at renten i Europa og i Danmark også vil falde til næste år.

"En ting er at man holder hånden under virksomhederne og deres kreditter, men hvis boligmarkedet og privatforbruget står fuldstændigt stille, så er det undergravende for økonomien," siger mæglernes talsmand Thomas Torp.

Finansminister Lars Løkke Rasmussen sagde i går om den kommende redningspakke for bankerne og det store underskud på statens finanser næste år, at danskerne skulle tage at bruge flere penge. Købe større julegaver, slå sig lidt løs, og glæde sig til det nye år, hvor lønseddelen for januar bliver en positiv overraskelse for de langt fleste: Lars Løkke: Brug flere penge.

Stor ubalance også næste år

Realkredit Danmark konkluderede midt i november, at der vil være "ubalance" på boligmarkedet helt frem til 2010:

"Vi forventer, at prisen på et enfamiliehus vil være faldet med 15,8 procent siden toppen, når vi når udgangen af 2010. Det bringer os ned på en gennemsnitlig kvadratmeterpris for enfamilieshuse på knap 12.000 kroner – eller tilbage til prisniveauet ved udgangen af 2005," skriver Realkredit Danmark i analysen.

Antallet af boliger til salg er igen i den seneste uge faldet. Nu er der ifølge Boliga.dk godt 75.000 boliger på salgslisten - eller knap 2.000 færre end på toppen 1. oktober i år - men nedgangen er næppe udtryk for, at de alle sammmen er blevet solgt. Tværtimod er markedet for især lejligheder i København så trængt, at mange ejere udskyder salget og i stedet lejer boligen ud.

For villaer og rækkehuse er udbuddet stagneret.

 




Markedet lige nu