De variabelt forrentede lån ligger på rekordlave niveauer efter flere måneders rentefald.
25. februar 2009, 14:56 – opdateret 2. november 2010, 13:38
Det er blevet markant billigere at finansiere en bolig med variabelt forrentede lån, hvoraf de etårlige såkaldte F1 rentetilpasningslån nu er nede på 3,51 pct. i effektiv rente.
For fire måneder siden var F1-renten oppe på 6,1 pct. Og da de eksisterende rentetilpasningslån i første halvdel af december fik fastsat ny rente for det kommende år, blev den effektive rente fastsat til lidt over 5 pct., skriver epn.dk.
Siden rentetilpasningen er F1-renten faldet med lidt over 1,5 procentpoint. Det svarer til en rentebesparelse før skat på hele 2.500 kr. om måneden på et 2 mio. kroners F1-lån.
Rentefaldet er blevet udløst af rentefald i de vestlige bankers centralbanker. Her er de officielle renter, som styrer pengemarkedsrenterne, faldet kraftig i takt med, at den økonomiske krise er taget til og risikoen for inflation er forduftet.
Den effektive rente på et fastforrentet 30-årigt obligationslån er i øjeblikket på 5,63 pct. efter et fald på kun 0,80 procentpoint i forhold til 1. december, hvor rentefaldet i F1-lånene satte ind. Dermed er der blevet større forskel på renten mellem F1-lån og 30-årige obligationslån.
I begyndelsen af december var renten på 30-årige obligationslån kun 0,99 procentpoint højere end renten på et F1-lån.
I dag er den effektive rente på et 30-årigt obligationslån 2,12 procentpoint højere end renten på et F1-lån.






























































