Alene snakken om, at rentefradragets værdi måske skal sænkes, kan være med til at presse boligpriserne ned nu, vurderer flere økonomer.
12. marts 2008, 21:27 – opdateret 2. november 2010, 12:57
Lynhurtige prisfald af betydeligt omfang på både huse, lejligheder og sommerhuse.
Det kan blive konsekvensen af de aktuelle forlydender om, at boligejernes rentefradrag skal skæres ned i forbindelse med en kommende skattereform, som skal bane vejen for lavere personskatter. Det fastslår flere eksperter og hos BRFkredit siger seniorøkonom, Mikkel Høegh, at alene den aktuelle snak om at skære i rentefradraget vil sætte priserne under pres.
»Ifølge klassisk økonomisk teori bør prisfaldene komme med det samme. Hvis folk venter, at værdien af rentefradraget sættes ned, så det bliver dyrere fremover at eje en bolig, så vil de allerede nu tage højde for det i priserne,« siger Mikkel Høegh, der anslår at priserne godt kan falde fem procent fra det aktuelle niveau.
Professor i økonomi ved Københavns Universitet, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen er enig i, at der vil komme et nedadgående pres på boligpriserne, fordi der nu er skabt usikkerhed om rentefradraget.
»Men det bliver næppe ret stort. For sandsynligvis bliver der kun tale om en mindre reduktion i rentefradraget. Der er i dag en vis fornuft i, at man både betaler skat af renteindtægter og har fradrag for renteudgifter, og det vil sandsynligvis blive fastholdt fremover,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
»En reduktion af den størrelse kan systemet godt overleve. Rentefradraget spiller allerede i dag en mindre rolle end før, og der burde have været mere basis for usikkerheden, da rentefradraget var oppe på 50 procent. Folk ved godt, at rentefradraget kan falde i værdi. Det er sket før, og det er ventet, at der kan komme mere,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
Han betegner det som en »god ide« at reducere rentefradraget og bruge pengene på lavere personskatter, nu hvor der er sat den politiske begrænsning på Skattekommissionen, at den ikke må hæve ejendomsværdiskatten.
Boligchef i Handelsbanken Karsten Beltoft vurderer, at usikkerhed om rentefradragets fremtid skaber nervøsitet og får folk til at udskyde deres beslutninger om køb og salg af boliger. Det kan af sig selv få priserne til at falde.
»Så dette kommer på et yderst uheldigt tidspunkt, hvor boligmarkedet i forvejen er under pres af et meget stort udbud af boliger, usikkerheden om den økonomiske udvikling og flere andre forhold.«
Karsten Beltoft peger også på, at folk får et helt galt indtryk af fremtiden på det danske boligmarked, når det kun er enkelte elementer i en skattereform, som diskuteres.
»For hvordan boligpriserne udvikler sig fremover afhænger af den samlede skattepakke. Man er nødt til se det hele samlet. Lavere personskatter vil trække i retning af højere boligpriser,« siger Karsten Beltoft, der anser en lynhurtig reduktion af rentefradraget fra den ene dag til anden for udelukket.
»En ændring på dette område skal ske stille og roligt, men er i øvrigt en fornuftig langsigtet løsning,« siger han.






























































