Boligpriser igen under hårdt pres

Mønsteret minder om kriseåret 2009.

Boligejernes egne forventninger og prognoser fra aktørerne på ejendomsmarkedet viser, at det spæde håb om stigende huspriser er ved at blive knust, skriver dagbladet Børsen.

Alene i august er der skåret 800 millioner kroner af salgspriserne på det rekordhøje antal udbudte boliger, og siden nytår er der barberet 5,5 milliarder kroner af udbudspriserne, fordi boligsælgerne i stort omfang reducerer udbudspriserne for at imødekomme forsigtige købere. Det skal ses i forhold til, at boligejerne i samme periode i kriseåret 2009 skar 9,7 milliarder kroner af priserne.

»Vi ser store prisfald på boligmarkedet. Vi har ellers set en stigende optimisme gennem foråret, som har kunnet aflæses i et stigende udbud af boliger til salg. Trods tegnene på større aktivitet i boligmarkedet kan vi konstatere, at boligejerne fortsætter med at nedsætte udbudspriserne,« siger direktøren for boligsiden Boliga.dk, Ricco Zuschlag, til Børsen.

Læs også: Ti huse, der er billiger end en bil

Boligeksperter vurderer, at Danmark står over en lang periode med stagnation i boligpriserne. Blandt andet forudser Nykredit i ny prognose en vækst i boligpriser på kun godt to procent i gennemsnit frem til udgangen af 2012. Når der tages højde for inflationen i samfundet svarer det til nulvækst i huspriserne i de kommende år.

Jens Lieutenant Pedersen, boligøkonom i Nykredit, peger på, at der trods udsigten til svage pristigninger i de kommende år, er lidt mere gang i boligmarkedet.

»Vi ser en aktivitetsforbedring, og det kan være med til at sætte gang i markedet, men hvor sælger er nødt til at indgå kompromis med køber,« siger han.

Læs også: Nordea: Fleksrenten falder 1. oktober

Presset på boligpriserne bekræftes af en ny meningsmåling, som Greens Analyseinstitut har foretaget for dagbladet Børsen. Målingen viser, at flere og flere boligejere er ved at miste troen på vendingen i boligpriserne. I maj forventede 57 procent af danskerne stigende boligpriser i de kommende 12 måneder, hvor det i dag kun er 46 procent af boligejerne, der forventer prisstigninger.

Samtidig er det nu over hver femte af boligejerne, som først tror på en vending i boligpriserne efter 2013.

Lektor Jens Lunde fra CBS, som er en af Danmarks førende boligeksperter, advarer om nye prisfald. Advarslen lyder samtidig med, at der tegn på en opbremsning i den globale økonomi, som også truer det spæde opsving i dansk økonomi.

»Der kommer en situation, hvor boligpriserne vil blive tilpasset nedad, for de danske boligpriser er fortsat overvurderede. Priserne er højere end den langsigtede ligevægt. Samtidig har man i de senere år bygget en hel del boliger, især mindre lejligheder. Så man har et forholdsvis stort udbud af boliger,« siger Jens Lunde.

Læs også: Kun en tredjedel af villaerne bliver solgt

 



Markedet lige nu