Det danske boligmarked har fået det bedre, men hvor stærk er udviklingen? Den store eksamen for boligmarkedet kommer, når renten igen begynder at stige, påpeger flere økonomer.
25. juli 2010, 07:45 – opdateret 2. november 2010, 15:13
År 2010 har været et befriende år for det danske boligmarked. Skattelettelser og rekordlav rente har gjort det nemmere at købe nyt hus for de danske familier. Det har været med til at give lidt mere stabilitet på markedet, men det store spørgsmål er, om det holder. Sådan lyder konklusionen fra en række økonomer.
Den kommer efter at Nybolig netop har offentliggjort deres seneste kvartalsrapport. Heri kan man læse, at der på flere punkter er fremgang på boligmarkedet. Set over de seneste tolv måneder er de gennemsnitlige priser på landsplan langsomt kravlet i vejret.
»Det danske boligmarked befinder sig i et kunstigt åndehul i 2010. Den store test kommer i 2011. Det er vores håb, at den nuværende fremgang på boligmarkedet er så stærk, at vi fortsat vil se prisstigninger også til næste år,« siger senioranalytiker i Nordea Jan Størup Nielsen.
»Men hvis man drager en parallel til USA, er det ikke sikkert. Derovre så man, at da virkningerne fra den lempeligere økonomisk politik forsvandt, kom der en nedgang i boligpriserne. Det er bestemt ikke givet, at det samme kommer til at ske herhjemme, men det er en mulighed,« siger Jan Størup Nielsen.
To faremomenter
Han bevarer som udgangspunkt optimismen, men ser specielt to farer for det danske boligmarked.
* Stigende renter. Den lave rente har været med til at holde hånden under boligmarkedet. Når renterne igen begynder at stige, vil det uundgåeligt lægge et pres på boligpriserne. Det kan starte en ny omgang med en med en selvforstærkende negativ psykologi og faldende priser.
* Den danske økonomi kan blive ramt af en ny recession. Gældskrisen i Europa kan skabe en nedtur, som vi ligeledes kan blive ramt af herhjemme.
»Det er absolut ikke vores hovedscenarie, men hvis det sker vil det danske boligmarked igen komme under stort pres, hvor det absolut ikke kan udelukkes, at vi vil se faldende priser,« siger Jan Størup Nielsen.
Tror på fremgang
Cheføkonom i BRF Kredit Ulrikke Ekelund er meget enig i betragtningerne fra Nordea. Hun mener, at de nye tal fra Nybolig bekræfter, at boligmarkedet viser flere tegn på stabilisering og en svag vending. Den er dog ikke slået igennem i hele landet.
Ifølge rapporten fra Nybolig var der nye prisfald på villaer og rækkehuse på Vest- og Sydsjælland samt i Vestjylland fra første til andet kvartal i år.
»I og med udviklingen er drevet af den lave rente, er vendingen meget følsom i forhold til ændringer i renten. Når renterne igen begynder at stige, vil vi få svaret på, hvor robust udviklingen er,« siger Ulrikke Ekelund.
»Som udgangspunkt forventer vi en fortsat svag fremgang på boligmarkedet, hvor boligpriserne igennem året vil være svagt stigende tenderende til det uændrende. Det betyder, at når vi i slutningen af året gør status for boligmarkedet i 2010, vil vi have prisstigninger op mod fem procent på landsplan,« siger Ulrikke Ekelund.
I lighed med BRF Kredit og Nordea er boligekspert og lektor ved Syddansk Universitet Morten Skak nogen lunde fortrøstningsfuld med hensyn til boligmarkedets modstandskraft over for en stigende rente.
»Selvfølgelig begynder renten at stige på et tidspunkt, men stadig flere danskere tager fastforrentede lån og derved bliver boligmarkedet mindre følsomt over for højere renter. Desuden vil en højere rente være udtryk for, at det er begyndt at gå bedre med den danske og europæiske økonomi. Det vil være en hjælp for boligmarkedet,« siger Morten Skak.





























































