Der skal ikke ret mange flere investorer til, før kursen på de 30-årige realkreditlån til 4 procent lukker for udstedelse
2. januar 2012, 10:05
Pengene strømmer tilsyneladende så kraftigt mod de danske realkreditobligationer, at der kan være nye låneserier på vej til kun 3 eller 3,5 procent. Hvis man som boligejer foretrækker de traditionelle 30-årige lån med fast rente, så kan de nemlig nu kun fåes afdragsfrit med en rente på 4 procent.
Obligationerne bag 4-procents lån med afdrag er så efterstræbte, at kursen allerede inden årsskiftet rundede 100 og dermed lukkede for udstedelse. Nu ligger de afdragsfrie lån lige omkring kurs 99.4, og realkreditinstitutterne overvejer en afløser.
"Vi sidder løbende og overvejer, hvad vi skal gøre. Men den afdragsfrie skal også lukke, før vi kører lån ud i nye obligationer," siger cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig.
Realkredit Danmark har aldrig tidligere udstedt en obligation pålydende en rente på procentpoint i halve spring.
"Overvejelsen er selvfølgelig, om man med serier i halve spring risikerer at udvande likviditeten i de eksisterende serier. Men det giver mere mening, når renten er så lav, som den er nu," siger han.
Realkreditinstituttet holder lige nu øje med, om især udlandets kraftige investering i danske realkreditobligationer vil fortsætte ind i dette år, eller om der var tale om, at megen likviditet skulle anbringes op til årsskiftet.
Udlandets interesse for de danske papirer går især i retning af de kortløbende obligationer bag flekslån. Ny statisik fra Nationalbanken viser, at de udenlanske investorer foretrækker de korte stående obligationer, der ligger bag 1-årige rentetilpasningslån. Det betyder, at næsten 60 procent af de udenlandske investorers beholdning af danske realkreditobligationer ligger i de helt korte obligationer.
Det er en tendens, som har stået på i tre år, og da finanskrisen brød ud i 2008 udgjorde de udenlandske investorers andel af korte realkreditobligationer i omegnen af 10 procent af deres samlede investeringer i realkreditobligationer.
”Dansk realkredit anses for at være sikker havn, og der er stor volumen og omsættelighed i de helt korte realkreditobligationsserier. Det passer de internationale investorer godt. Selvom afkastet på korte realkreditobligationer er lavt handles danske realkreditobligationer til en merrente i forhold til statsobligationer. Renten på de helt korte statsobligationer har bevæget sig ned mod nul i slutningen af 2011,” konstaterer Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten