Ikke siden 2004 har private lånt så få penge, som det er sket i første kvartal i år.
21. april 2008, 14:48 – opdateret 1. november 2010, 23:30
Realkreditinstitutternes nettoudlån til private boliger nåede med 17 milliarder kroner i første kvartal ned på det laveste niveau siden slutningen af 2004, hvor det var på 7,5 milliarder. I samme kvartal sidste år var udlånet 24,4. Det viser nye tal fra Realkreditrådet.
»Det skyldes, at handelsaktiviteten på boligmarkedet fortsat er beskeden. Og så er forbrugerne nok blevet lidt mere usikre og tilbageholdende, så der lånes lidt mindre til nye køkkener,« skriver seniorøkonom i Danske Bank, Frank Øland Hansen, i en kommentar.
Han mener, at udlånstallene giver grund til at forvente, at den kommende offentliggørelse af salgspriser fra Realkreditrådet onsdag vil vise prisfald for både ejerlejligheder og huse på landsplan. Dog med de største prisfald i hovedstadsområdet.
Ritzau






























































