Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Boligkøbere sparer stort på prisfald

Den månedlige ydelse på et nykøbt hus er faldet drastisk i takt med de faldende priser og faldende renter.

Selv med et snusfornuftigt, fastforrentet lån er der store penge at spare for førstegangskøberne på boligmarkedet i forhold til, hvis de havde købt for et par år siden, da priserne var højest. Især i København og omegn.

Her er det efter skat blevet 4.600 kroner billigere i månedlig ydelse at købe sig et gennemsnitligt hus, mens det er blevet mellem 3.300 og 3.900 kroner billigere at sidde i en gennemsnitlig lejlighed, siden priserne toppede.

Det viser beregninger fra Realkreditrådet.

"De nuværende boligkøbere har mulighed for at drage fordel af de faldende priser og det faldende renteniveau. Huskøbere kunne i 1. kvartal 2009 i gennemsnit spare 1.300 kroner om måneden efter skat på finansieringen af et standard parcel- og rækkehus på 140 kvm. sammenlignet med 2. kvartal 2007, hvor huspriserne toppede på landsbasis. Den største månedlige besparelse på boligfinansieringen af et parcel- og rækkehus kunne opnås i København, hvor den månedlige ydelse efter skat ligger 4.600 kroner lavere end ved pristoppen," siger Jan Knøsgaard, vicedirektør i Realkreditrådet.

Tallene er baseret på de seneste pristal for første kvartal 2009, mens pristoppen for parcel- og rækkehuse var i 2. kvartal 2007 og for lejligheder var 3. kvartal 2006.

Ydelserne er beregnet på et fastforrentet realkreditlån på fem procent i begge tilfælde, og der regnes med, at 80 procent af boligen finansieres som realkreditlån, og at et yderligere boliglån til de resterende 20 procent finansieres på samme vilkår som realkreditlånet.

 




Markedet lige nu