9. april 2010, 07:20 – opdateret 2. november 2010, 15:01

»Dengang i 2007 lå renten i et højere leje, så det gav mening at optage et lån på de vilkår,« siger Kim K. Mouritsen, der er bestyrelsesformand i andelsboligforeningen Arkonagade 10-12, der ligger i en sidegade til Sønder Boulevard på Vesterbro.

Prioritetslånet i Nykredit er med en renteswap, der yderligere er forsynet med en rentetrappe, som betyder at ydelsen vil stige helt frem til 2017  – og foreningen lagde på ingen måde skjul på, at den billige begyndelse var en forudsætning for at få nok lejere med på at overtage ejendommen.

I det hele taget var lejernes egenbetaling ganske begrænset: De skød blot 432.000 kr. ind i foreningen, mens de lånte 20,5 mio. kr. i Nykredit og fik en kassekredit på seks mio. kr. i Arbejdernes Landsbank.

»Når ejendommen skulle købes så dyrt, som tilfældet var, bliver belåningen meget høj. Men vi havde en forventning om, at værdien ville stige, og at vi kunne finansiere os med et løbende salg af lejligheder, efterhånden som de resterende lejere faldt fra,« siger Kim K. Mouritsen.

Se stort billede

Siden er foreningens formue blevet ramt af den usikkerhed om formuen, som en renteswap skaber, og som har efterladt adskillige københavnske andelsboligforeninger med negativ egenkapital. Derfor er det også svært at sælge lejlighederne, hvilket ødelægger driften.

»Vi var derude, hvor vi diskuterede at likvidere foreningen. Jeg kan ikke sige, om det fik banken og Nykredit til at sænke ydelserne, eller om det skyldes, at de påtager sig en del af ansvaret for de økonomiske problemer, men i hvert fald har vi nu forhandlet lavere ydelser hjem, så udgifterne ikke er så store som forudsat ved stiftelsen,« siger Kim K. Mouritsen.

Læs også: Giftige lån kan køre andelsboliger i sænk

Rent privat ville han ikke gøre stiftelsen om igen, men med en ingeniøruddannelse og en HD i bagagen og et igangværende studie som cand.merc. har det været en faglig udfordring:

»Som bestyrelsesmedlem har det været interessant at kæmpe sig ud af en truende konkurs. Privat var det ikke tillokkende at miste sit indskud, men i bestyrelsen valgte vi at se på det som en forretning og presse kreditorerne med de midler, vi nu havde til rådighed,« fortæller han.