Andelsforeningen vil have mine renter

Hvem tilfalder renterne i forbindelse med salg af andelslejlighed?

? Jeg har solgt en andelslejlighed til 2.350.000 kroner. Af overdragelsesdokumentet fremgår det, at salgssummen står på andelsforeningens konto i 3 uger, før pengene udbetales til mig. Jeg har kontaktet administrator for at få renter af beløbet, men det vil de ikke give mig, fordi pengene står på andelsforeningens konto og ikke administrators.

Andelsforeningens konto har en rentesats på 4 procent. Renterne af salgssummen bliver på 21 dage til 5.483 kroner.

Kan andelsforeningen bare beholde renterne af mine penge? Der står intet i vedtægterne om disse renter.

Med venlig hilsen J.A.

! Det følger af andelsboligforeningslovens § 6, at overdragelsessummen indbetales til foreningen, som efter fradrag af sine tilgodehavender hos den fraflyttede andelshaver udbetaler resten til den fraflyttede andelshaver og eventuelle andre rettighedshavere. Inden afregning skal andelsboligforeningen undersøge, om der i andelsboligbogen er tinglyst rettigheder over andelen.

Foreningen har ret til i en rimelig periode at beholde renterne for beløbet, med mindre andet konkret er aftalt eller gælder i henhold til vedtægterne.

Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat (H) og mediator, www.ForumAdvokater.dk

 



Markedet lige nu