Andelsmarkedet lever, men køb kræver grundig forberedelse.
6. august 2011, 09:38 – opdateret 6. august 2011, 09:44
Andelsboligen er kommet i uvant kritisk selskab.
Gennem de seneste år er det historisk set stabile marked blevet ramt af talrige negative historier om særligt nye andelsboligforeninger, der har optaget risikable lån, som i takt med en stigende rente er ved at klæde foreninger og andelshavere økonomisk af.
Men kritikken af de få dårlige foreninger har fået lov til at overskygge det store sunde flertal af andelsboligforeninger, mener en række boligeksperter. Således siger cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig:
»Stemningen omkring andelsmarkedet er blevet lidt for negativ. Situationen er jo forfærdelig for de, som på grund af risikable lån pludselig er fanget med meget høje boligafgifter, men det er ikke rimeligt, at de få sager får lov til at tage lyset fra den altovervejende del, som har en rigtig god økonomi.«
Den helt korte forklaring på skiftet er penge. I løbet af de seneste ti år har andelsboligmarkedet nemlig nærmet sig den traditionelle ejerbolig. Dels fordi den offentlige vurdering af de tidligere ofte billige og eftertragtede andelsboliger steg voldsomt i sidste årti i takt med ejerboligerne. I 2007 oplevede mange andelsboliger i København og på Frederiksberg f.eks. prisstigninger på 100-150 procent.
Dels har politikerne tilladt andelshavere at optage banklån i deres andele, ligesom nye finansielle instrumenter har gjort det muligt at omdanne udlejningsejendomme til andelsboligforeninger på umiddelbart attraktive vilkår, der imidlertid har vist sig at kunne ende med markant højere boligafgifter.
Undersøg markedet grundigt
Derfor gælder det i langt højere grad end tidligere om at have øjnene åbne, forklarer Henrik Grave fra Andelsboligpris.dk, der lever af at rådgive købere og sælgere om andelsbolighandel:
»En andel er ikke længere noget, du vinder i et lotteri ved at stå på en venteliste. Det er et aktivt valg, du træffer som boligsøgende, og det kræver, at du undersøger markedet endnu grundigere end en ejerbolig,« siger han.
Samme melding lyder fra Realkredit Danmark:
»Det er blevet langt vigtigere at dykke ned i foreningernes økonomi, end det var tidligere, hvor pengene og risikoen var mindre. Vores generelle råd er da også, at folk ikke skal forsøge selv at gennemskue en andelsboligforenings konstruktion og regnskaber, medmindre de har en stor faglig indsigt og vil bruge tiden på det selv,« siger Christian Hilligsøe Heinig.
Blandt de vigtigste punkter at granske for mulige købere er, udover foreningens finansiering, den vurdering, ejendommens værdi er opgjort efter.
En ny vejledning fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til andelsboligforeningers regnskaber vil kaste lys over netop finansieringen:
»I takt med at vejledningen bliver implementeret, får man som køber et ganske godt indblik i, hvilken type lån foreningen har, og om der er særlige finansielle instrumenter. Desuden bliver bankerne bedre i stand til at rådgive købere, fordi de nu kan læse væsentligt mere ud af regnskaberne,« siger Jan Hansen, der er direktør i ABF, Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation.
Attraktive muligheder
Blandt de øvrige punkter – som du kan læse mere om i de øvrige artikler på opslaget – er planerne for vedligeholdelse af ejendommen, hvorvidt foreningens økonomi er bundet op på udlejning eller salg af lejligheder, og i hvilket omfang det er tilladt at fremleje andelsboligerne i tilfælde af eksempelvis udstationering eller studieophold.
Har man øjnene og hovedet med sig, rummer andelsmarkedet dog fortsat mange attraktive muligheder, vurderer Ulrikke Ekelund, der er cheføkonom i BRF Kredit:
»Selv om ejerboliger er faldet i pris, har du som ny stadig bedre chancer for at komme ind på markedet via en andelsbolig,« siger hun og fraråder derfor også potentielle boligkøbere på forhånd at fravælge andelsboligmarkedet:
»Der har været en række sager med usikker finansiering, og derfor er det kun naturligt, at folk er blevet mere påpasselige. Generelt mener vi dog, at andelsmarkedet er bedre end det rygte, det har fået de seneste år, så der er ingen grund til at gå uden om andelsmarkedet. Man skal blot være mere opmærksom end tidligere,« siger hun.
Alene i hovedstadsområdet findes der næsten 150.000 andelsboliger.






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten