Danske Bank falder efter sit regnskab, der skuffer på nettorenteindtægterne.
10. august 2010, 09:49 – opdateret 10. august 2010, 09:51
C20-indekset falder 0,4 pct. til 423,75, hvor William Demant går mod strømmen, efter anbefalingen af aktien er løftet til "køb" hos finanshuset UBS. Genmab løftes også efter positive resultater fra et afsluttede pivotalstudie med ofatumumab.
De europæiske aktiemarkeder falder 0,1-0,5 pct. Danske Bank falder 2,2 pct. til kurs 137,5. Storbankens regnskab er en blandet historie med en lille pil ned. Sådan lyder vurderingen fra Nordea.
- Fokus i regnskabet var på nedskrivninger på lån, som blev ca. 3,5 mia. kr. mod forventet ca. 3,8 mia. kr. og altså bedre end ventet. Til gengæld skuffer toplinjen med nettorenteindtægterne en smule på grund af en presset rentemarginal. Omkostningerne er også højere end ventet, skriver Nordea.
Danske Banks regnskab overrasker på overfladen positivt, men går man ned i detaljerne viser det sig, at det især er store engangsposter, der trækker bundlinjen op over nul. En tilbageførsel af nedskrivninger på 900 mio. kr. i Danske Markets, samt en urealiseret kursgevinst på 700 mio. kr. fra fusionen mellem PBS og Nordito giver tilsammen 1,6 mia. kr. i andet kvartal, hvor det samlede resultat før skat er 1,7 mia. kr. Danske Bank forventer, at 2010 bliver endnu et udfordrende år med tegn på forbedringer, men udviklingen er skrøbelig.
Nedskrivningerne ventes fortsat at være på et højt niveau i 2010, men de ventes også at falde i forhold til 2009. Det er på linje med tidligere meldinger fra banken. Nordea åbner 0,7 pct. lavere i kurs 58,6. William Demant løftes 1,9 pct. til kurs 429. Den schweiziske storbank UBS har hævet sin anbefaling af William Demant-aktien til "køb" fra "neutral".
Den danske høreapparatkoncern kommer med regnskab for første halvår onsdag i næste uge. FLSmidth taber 1,1 pct. til kurs 423,5. Anbefalingen af den franske cementproducent Lafarge er sent mandag blevet sænket til "neutral" fra "køb" af finanshuset Goldman Sachs. Genmab åbner 2,3 pct. højere i kurs 64,5. GlaxoSmithKline (GSK) og Genmab har offentliggjort endelige primære resultater fra det afsluttede pivotalstudie med ofatumumab til behandling af patienter med kronisk lymfatisk leukæmi (CLL), der er refraktære (upåvirkelige, red.) over for fludarabin og alemtuzumab.
De positive resultater fra et foreløbigt forsøg og bivirkningsprofilen blev bekræftet. SAS falder 1,8 pct. til kurs 22,1. Koncernchef Mats Jansson har besluttet sig for at forlade styrepinden i luftfartsselskabet til efteråret efter fire år som chef. Amagerbanken åbner 3,8 pct. lavere i kurs 15,3. Hvis banken skal kunne overleve uden statsgaranti, skal den nedbringe udlånene massivt. Årsagen er, at især indlånene formentlig kommer under pres, det skriver Jyllands-Posten.




























































