Kapitalfondenes vanskeligheder med at finde finansiering vil skubbe priserne på også mindre og mellemstore danske virksomheder nedad. Til gengæld vil der fortsat blive handlet mange virksomheder.
Efter flere gyldne år med rekordhøje priser på danske virksomheder må ejerne nu indstille sig på at få færre nuller på checkene ved fremtidige handler. Priserne på danske virksomheder er under pres og risikerer ifølge kilder i markedet for virksomhedshandler at falde 10-15 procent i løbet af 2008.
De faldende priser vil især blive udløst som konsekvens af, at kapitalfondene har fået sværere ved at få finansieret deres traditionelt højt gearede opkøb. Bankerne er i løbet af det seneste halve års tid blevet mere tilbageholdne i deres långivning, og det presser fondene, som så skal bruge mere egenkapital til opkøb.
Det øger afkastkravet, hvilket betyder, at fondene ikke kan betale så høje priser som tidligere, hvis de altså overhovedet kan få finansieret deres opkøb. Da fondene typisk har betalt højere priser end industrielle virksomhedskøbere, betyder deres mindre købekraft, at det generelle prisniveau falder.
Ifølge partner Frederik Aakard fra Audon Partners, der rådgiver købere og sælgere af virksomheder, har man allerede i løbet af sidste halvdel af 2007 set priserne på danske virksomheder falde omkring 15 procent.
»Kreditkrisen, regeringens indgreb mod kapitalfonde og senest de faldende aktiemarkeder smittede af på priserne på de mellemstore danske virksomheder, som er faldet og generelt er cirka 15 procent lavere nu end ved indgangen til 2008,« siger Frederik Aakard.
Indgreb gav usikkerhed
Trods fondenes vanskeligere betingelser for at købe op, var aktiviteten på det danske marked for virksomhedshandler fortsat høj i 2007.
Således fik omkring 200 danske virksomheder sidste år nye ejere ifølge tal fra den internationale database over virksomhedshandler Zephyr. Det er lidt flere end i 2006 men til gengæld færre end i 2004 og 2005, hvor aktiviteten med knap 250 handler var ekstraordinært høj.
Det pæne antal handler sidste år blev gennemført trods den store usikkerhed, som regeringens omdiskuterede indgreb mod kapitalfondene udløste henover foråret og sommeren. Med nye komplicerede regler blev blandt andet fradraget for renteomkostninger reduceret, hvilket har gjort det mindre attraktivt at købe op for lånte midler.
Indgrebet udløste tvivl hos kapitalfondene, hvilket lagde en dæmper på opkøbslysten.
»Vi mærkede tydeligt en usikkerhed, som fik nogle fonde til at holde sig tilbage i en periode og det dæmpede så aktiviteten i markedet,« fortæller Frederik Aakard.
Høj aktivitet
I markedet forventes aktiviteten i 2008 at blive på niveau med 2007. Der er stadig et stort udbud af virksomheder med behov for ejerskifter, og efterspørgslen er også pæn.
En række fonde har rejst store beløb, som skal investeres i de kommende år, og samtidig betyder fondenes faldende købekraft, at det bliver nemmere for industrielle købere at komme på banen.
»Vi forventer et fortsat stabilt højt antal handler, men priserne kan meget vel komme under pres og måske sive 10 procent ned. Niveauet er dog stadig højt,« konstaterer partner John Jensen fra virksomhedsmæglerfirmaet Advizer med henvisning til, at veldrevne danske virksomheder i dag sælges til 8-10 gange driftsindtjeningen.
Også hos kapitalfonden Polaris venter man faldende priser.
»Alt peger på, at priserne på danske virksomheder skal ned. Det vil begynde at smitte af, at de helt store virksomhedshandler ikke gennemføres længere, og i kombineret med kredituro og stigende renter vil det lægge pres på priserne,« siger managing partner Jan Johan Kühl fra Polaris.
De seneste års største salg
| 2007: | ||
| Virksomhed: | Køber: | Pris (mia. kr.) |
| Keops | Stodir | 19,4 |
| Haldor Topsøe | Familien Topsøe | 6,9 |
| Matas | CVC | 5,4 |
| Dangaard Telecom | Brightpoint | 4,3 |
| Louis Poulsen Lighting | Targetti Sankey | 1,5 |
| 2006: | ||
| Virksomhed: | Køber: | Pris (mia. kr.) |
| TDC | NTC | 67 |
| DT Group | Wolseley | 15,1 |
| EAC Nutrition | Koninklijke Numico | 9,9 |
| SAS Component Group | Singapore Tech. Eng. | 3,2 |
| Oxford Automotive | Wagon | 2,8 |
| 2005: | ||
| Virksomhed: | Køber: | Pris (mia. kr.) |
| ISS | PurusCo | 39,8 |
| Nycomed Holding | Nordic Capital | 11,3 |
| Borealis | OMV | 26,6 |
| TDC Forlag | European Directories | 5,5 |
| Aarhus United | BNS Industrier | 3,7 |
Kilde: Advizer/Zephyr (Bureau Van Dijk)/Berlingske Tidende




