Norwegian har opdaget en stribe nye billetkøb under falske navne af selskabets danske tilbudsbilletter. Det betyder, at selskabet nu helt dropper tilbuddet med billetter til 1 kr. ved ugens udgang.
En række Cimber-medarbejderes køb af billige Norwegian-billetter under falske navne har tilsyneladende været til stor inspiration for andre danskere og nordmænd, der ønsker at sabotere Norwegians salgsfremstød. Norwegian har nemlig opdaget et stort antal nye falske billetbestillinger fra personer, der ikke har tænkt sig at benytte de billige billetter.
"Der er kommet nye falske billetkøb, der hindrer, at de billige billetter går til reelle passagerer. Vi har ingen grund til at tro, at det er Cimber-medarbejdere, der står bag denne gang, men det er dybt frustrerende, at de billige rejser bliver blokeret for reelle passagerer," siger Norwegians norske kommunikationsdirektør, Anne-Sissel Skånvik, til Business.dk.
De nye falske billetkøb, som Norwegian opdagede onsdag eftermiddag, betyder, at selskabet nu føler sig nødsaget til at droppe planerne om at forlænge introduktionstilbuddet med billetter til 1 kr. mellem København og Karup. Da det tirsdag kom frem, at en række Cimber-medarbejdere havde bestilt billige Norwegian-billetter under falske navne, fortalte Norwegian ellers, at man ville forlænge introduktionstilbuddet, så flere reelle danske flypassagerer ville få mulighed for at benytte tilbuddet.
"Nu bliver vi nødt til at stoppe de falske billetkøb, selv om det desværre betyder, at mange danske flypassagerer ikke får muligheder for rejser til 1 kr. Vi må droppe at forlænge kampagnen, og det beklager vi meget," siger Anne-Sissel Skånvik.
Det vakte stor opsigt, da det i tirsdags kom frem, at en række Cimber-ledere - dog uden for den øverste ledelse - havde købt mindst 650 billige Norwegian-billetter under falske navnefor at sabotere konkurrentens tilbudskampagne.





