Ikke overraskende hæver Carlsberg-Heineken buddet på skotterne. Men derimod overraskende, at Carlsberg nu tager en uhørt hård retorik i anvendelse. Buhl & co. smider fløjshandsken og lader forstå, at S&N måske ikke er helt så vital en virksomhed, som S&N-

En psykologisk udholdenhedskamp præget af en sjælden set retorik på tværs af Nordsøen. Et overtagelsestilbud, som skotterne ikke kan afslå – mener Carlsberg. Et bud som ikke bare er uhørt fjendtligt, men som tillige er alt for dårligt – mener Scottish & Newcastle (S&N).

Banen har været trukket hårdt op siden Carlsberg og hollandske Heineken den 25. oktober 2007 – efter måneders spekulation – endelig vovede sig ud af hulen og lagde et betinget købstilbud på S&N til en samlet værdi af 100 mia. kr.

Selv om Valby-folket har talt meget og længe om, at de har al den tålmodighed, der skal til, så er tålmodigheden åbenbart nu sluppet op. Nu må der ske noget.

Carlsberg-Heineken samlet i »konsortiet« hæver buddet en spids og tilbyder nu at købe S&N-aktionærerne ud for 750 pence pr. aktie. En stigning på blot fire procent i forhold til det oprindelige bud på 720 pence.



PENGE ER SELVFØLGELIG penge, men det er næppe denne (beskedne) prisforhøjelse, der skal få S&N-ledelsen til at indstille fjendtlighederne og beslutte sig for at gå i dialog med Carlsberg og Heineken.

Men hvis det ikke er penge, hvad er det så, der skal få S&N på andre tanker?

Det er den indirekte trussel fra Carlsbergs side om, at S&N-ledelsen kan blive fanget i sit eget spin, som i sidste ende kan koste S&N-aktionærerne milliarder, hvis handelen afblæses.

Carlsberg lægger i sin seneste offensiv op til, at S&N-ledelsen i næste uge, den 20. november 2007, må skuffe sine ejere med en ikke alt for opløftende opdatering, en »trading update,« på ølsalget. Foreløbig er det uvist, om Carlsberg mere konkret ved, hvad der kommer ud fra Edinburgh-hovedkontoret i næste uge. Branchemæssigt kender Carlsberg dels det engelske og dels det russiske ølmarked på egen krop, og eftersom Scottish & Newcastles hjemmemarked, det engelske, er stagnerende, lægger Carlsberg nu et ganske alvorligt pres på S&N-ledelsen – via en meget direkte kommunikation til S&Ns aktionærer.

Ved at hæve prisen en anelse rækker Carlsberg-chefen, Jørgen Buhl Rasmussen, sin skotske kombattant, Sir Stewart, en lillefinger, der er nødvendig for at skotterne over for sine egne aktionærer kan slå sig på brystet med en konstatering af, at S&N-ledelsen har gjort sin pligt og skaffet flere penge til sine ejere. Det kan være indledningen til en dialog, et forhandlingsforløb, hvor det så alene er prisen, der diskuteres. Og det kan betyde, at Carlsberg sandsynligvis skal endnu en tand op i pris til enten 780 pence eller måske de 800 pence, som flere analytikere har vurdert som en fair pris.



FORELØBIG ER DET FORHØJEDE tilbud blevet afvist af Sir Stewart, som kalder det forhøjede tilbud for »at fremture.« Trods den kontante afvisning ligger der dog også et signal fra skotterne om, at det nu alene er prisen, der er afgørende.

Vi skrev i disse spalter for nogle uger siden, at sandsynligheden for, at Carlsberg og Heineken overtager S&N er omkring 80:20, men at sandsynligheden for at de to angribere får S&N til den oprindelige pris på 720 pence er nærmere 20:80.

Med det nye bud er overtagelsessandsynligheden nu nærmere 90, mens sandsynligheden for at det bliver til prisen 750 pence fortsat ligger i intervallet 10-20 procent. Og sandsynligheden for at der kommer konkurrerende bud svinder mere og mere ind.

Men Carlsberg-Heineken skal passe på med ikke at overspille sine kort. Den dansk-hollandske konstellation er angriberne, de er storebror i forhold til S&N, og de skal passe på med ikke at presse en Sir Stewart op i et hjørne, hvor der ikke længere tages rationelle beslutninger.



Business.dk forbeholder sig ret til, men er ikke forpligtet til, at redigere eller fjerne kommentarer fra debatter, der er:

- i strid med gældende lovgivning
- racistiske eller injurierende
- skrevet i en grov tone
- udleverer personlige oplysninger

Ved at kommentere accepterer du, at Business.dk herefter frit og fremover kan offentliggøre dit indhold i Berlingske Tidende, på www.business.dk eller andre platforme og medier, som drives af Det Berlingske Officin.