Om kort tid skyller næsten 1,5 milliarder nye Nordea-aktier ud på aktiemarkedet i forbindelse med en længe ventet aktieudvidelse. Samtlige aktier er forbeholdt eksisterende aktionærer og Nordea regner med »udsolgt« i løbet af tegningsperioden.
På fredag udbyder Nordea 1.430.059.525 aktier til de eksisterende aktionærer, og tegningen finder sted fra 20. marts til 3. april. Prisen på en aktie er fastsat til 13,5 kroner – mindre end halvdelen af mandagens lukkekurs på 29,4 kroner per aktie.
En aktieudvidelsen sætter aktiekursen under pres, fordi flere aktier udvander værdien af de eksisterende, men udvandingen skete ifølge Nordea allerede i sidste uge, hvor vilkårene for tegningsretten kom frem, men der kan sagtens komme et moderat pres på aktiekursen nogle dage endnu.
De eksisterende aktionærer, som ikke ønsker at købe flere Nordea-aktier, kan videresælge tegningsretten. Det kræver 20 tegningsretter for at få lov til at købe en Nordea-aktie.
Den 17. april offentliggør Nordea den endelige fordeling over, hvem der har købt hvor mange aktier.
En fast bestanddel af enhver aktieudvidelse er et prospekt, der røntgenfotograferer virksomheden og giver en status over helbredstilstanden og risikoeksponeringen, og det offentliggjorde Nordea i dag.
Det viser - som ventet - at Nordea ønsker at hente 18,7 milliarder kroner gennem aktieudvidelsen. Herudover styrker Nordea kapitalen med 3,7 milliarder kroner ved at nedsætte udbyttet til aktionærerne fra 40 til 19 procent af overskuddet.
Alt i alt får Nordea derfor tilført knap 23 milliarder kroner ekstra til sit kapitalberedskab.
Ved at udstede nye aktier styrker Nordea sin rigtige egenkapital og ikke den hybride egenkapital, som bankpakke II styrker. Investorer og aktiemarkedet foretrækker den rigtige egenkapital, og det giver Nordea en væsentlig bedre polstring. Eller oversat til banksprog: Nordea øger kernekapitalprocenten eksklusive hybridkapital fra 8,2 til 10 procent.
De tre største Nordea -aktionærer - den svenske stat, Sampo og Nordea -fonden - der tilsammen ejer 36,1 procent, har allerede meldt ud, at de vil købe så mange aktier, at de beholder deres ejerandele. J.P. Morgan og Merrill Lynch International har indvilliget i at garantere resten af fortegningsemissionen svarende til 51 procent på normale vilkår.
»Jeg er glad for den stærke støtte fra vores eksisterende aktionærer til at iværksætte disse kapitalstyrkende tiltag. En støtte, som giver os en ekstra robusthed til at navigere under vanskelige markedsforhold og usikre makroøkonomiske udsigter,« siger Nordeas topchef, Christian Clausen.












