De årlige omkostninger i procent, ÅOP, kan ikke stå alene, siger Finansrådet efter kraftig kritik af ÅOP i forbindelse med realkreditlån.
20. marts 2007, 15:00 – opdateret 20. marts 2007, 15:01
Årlige omkostninger i procent er kun den rå kilopris på lån, påpeger underdirektør i Finansrådet Christian Brandt efter voldsom kritik af nøgletallet fra et rådgivningsfirma.
"Finansrådet har fremført ÅOP gentagne gange som værende garanten for, at forbrugerne kan overskue lånemarkedet, men så tolker man begrebet, som fanden læser biblen," skriver rådgivningsfirmaet RealRåd.
Men Christian Brandt afviser, at Finansrådet har fremført, at ÅOP kan stå alene.
"Jeg er helt enig i at ÅOP ikke kan stå alene. Men det har Finansrådet heller ikke sagt. ÅOP er et godt og enkelt omkostningstal, som kan sammenlignes med kiloprisen på rugbrød. Men det er kun én faktor, og den siger jo ikke noget om, hvorvidt det er det rugbrød, jeg vil have - om det indeholder kerner eller er økologisk," siger Christian Brandt.
Bankerne er forpligtede til at oplyse ÅOP i forbindelse med en kreditaftale. Men det skal ledsages af rådgivning, påpeger underdirektøren.
"ÅOP siger ikke noget om produktegenskaberne," understreger Chistian Brandt og nævnet et afdragsfrit lån og et lån med afdrag som eksempel.
"ÅOP på det afdragsfrie lån vil være meget lavere, men det giver jo ikke mening at sammenligne priserne. Først hvis man via god rådgivning har fundet ud af, hvilken produkttype, der passer dig, så bliver det interessant derefter at lave en prissammenligning med ÅOP," siger Christian Brandt.

































