Vi har 36 milliarder klar til forbrug

Hr. og fru Danmark ligger inde med omkring 36 let tilgængelige milliarder på deres helt almindelige bankkonti.

I det øjeblik, shoppelysten vender tilbage, kan de mange penge løfte privatforbruget med over fire procent og skabe omkring 40.000 nye arbejdspladser, skriver Børsen.

Det vurderer økonomerne fra Danske Bank, efter at nye tal fra Nationalbanken i går afslørede en historisk høj vækst i danskernes banktilgodehavender i løbet af kriseåret 2009, så de nu samlet set ligger på omkring 750 milliarder kroner  eller godt 400 milliarder kroner, hvis man renser for pensionspuljer og andre bindinger på husholdningernes indskud.

»Der er ingen tvivl om, at der her ligger et stort uforløst potentiale og venter på, at danskerne igen føler sig trygge nok til igen at forbruge i overenstemmelse med, hvad deres økonomi tillader,« siger cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian. Ifølge Danske Banks tal steg danskernes opsparing af frie midler i løbet af krisens første år med samlet 44 milliarder kroner.

De 36 milliarder kroner er fremkommet ved at fratrække den ekstra kontante opsparing, som danskerne skød ind på deres bankkonti i kølvandet på den sidste krise i danske økonomi efter 11. september 2001, oplyser Steen Bocian.

»Man får på den måde et meget godt billede af, hvad danskerne helt ekstraordinært har sat ind på kontoen i kølvandet på de store usikkerheder omkring bl.a. bolig-priser og ledighed, som kendetegner den nuværende krise,« siger han.

 



Markedet lige nu