Faldende aktiekurser er hårde ved de danske formuer.
22. december 2011, 09:10 – opdateret 22. december 2011, 09:12
På kun et enkelt kvartal er hver eneste dansker blevet næsten 20.000 kroner fattigere. Det viser Nationalbankens nye tal for udviklingen i danskernes finansielle formue i 3. kvartal 2011.
Samlet blev der skåret 106 milliarder kroner af danskenes finansielle formue i kvartalet. Men der er stadig 300.000 kroner på hver danskers kistebund, hvilket dog er 123.000 kroner mindre, end da formuerne var størst i sommeren 2007.
De kraftige kursfald på aktier er skyld i faldet. De mest omsatte danske aktier i C20-indekset faldt i kvartalet med næsten 20 procent. Og det skyldes igen den omfattende gældskrise, der har ramt Europa. Det slår igennem i både frie midler og pensionsopsparing, som er faldet med 112 milliarder kroner.
Men samtidig er gælden faldet med 6 milliarder kroner.
"Det er ikke kun danskernes finansielle formue, der er under pres. Også boligpriserne har været faldende igennem 2011, og set som gennemsnit er danskernes samlede nettoformue - altså pensionsopsparing, frie midler tillagt værdien af boligen fratrukket den samlede gæld - nu nede på godt 740.000 kroner pr. dansker. Det er et samlet fald siden sommeren 2007 på i omegnen af 235.000 kroner pr. dansker svarende til et samlet formuetab på astronomiske 1.200 mia. kroner," skriver cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig i en kommentar til tallene.
Han kalder dog danskernes formuer solide på trods af det voldsomme formuetab.
"Vi er blevet slået tilbage til omkring sommeren 2005, hvor vi trods alt også var i fornuftig økonomisk gænge," anfører han.
Danskerne er ganske vist blandt de mest forgældede i verden. Men det skal også tages i betragtning, at der ligger store opsparinger i dels de danske ejerboliger, dels pensionsopsparinger.
I det samlede billede af gæld og formue, så ligger danskernes nettoformue tæt på et internationalt gennemsnit. Vi skal dog være opmærksomme på, at en stor del af formuen er illikvid, når den er bundet i dels mursten, dels pensionsordninger, der ikke bare kan ophæves.


























































