Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Unge skyldnere sætter rekord

Unge mellem 21 og 30 år er nu den aldersgruppe, der har det højeste antal registrerede i RKI.

Knap 50.000 unge er registreret som dårlige betalere. Samtidig misligholder knap 55.000 nuværende og tidligere studerende tilbagebetalingen af deres SU-lån. Det viser de nyeste tal fra RKI og SU-styrelsen, skriver Urban.

Danske Studerendes Fællesråd har sammen med Danske Bank fået udarbejdet en rapport om gæld blandt unge under uddannelse for at finde ud af, hvorfor så mange unge havner i gældsproblemer. Den afslører, at unge har for lidt økonomisk viden om privatøkonomi.Formand for Danske Studerendes Fællesråd Magnus Pedersen er ikke i tvivl om vigtigheden af at informere unge om emner som privatøkonomi.

»Unge er en udsat gruppe, fordi vi har en lille økonomi, så der ikke skal mange udsving til, før økonomien ramler. Unge mangler erfaring i forhold til ting som privatøkonomi og lån, og det skal man være opmærksom på,« siger han og tilføjer, at det er oplagt, at unge får personlig og gratis rådgivning, når de starter på et SU-lån.

Antallet af unge, der registreres som dårlige betalere har været stigende siden 2009. Det siger Kim Bach, marketingschef hos Experian Danmark:

»Der har aldrig været registreret flere i RKI, og det gør, at vi ser en rød lampe lyse. Specielt fordi den unge befolkningsgruppe udgør en større og større andel af de registrerede. Ungdomsårene er et sårbart tidspunkt at stifte gæld på, og derfor er det vigtigt at have fokus på unge og gæld.«

Er det først gået galt, og man er endt i RKI, så er det om at komme ud igen hurtigst muligt.

»Problemet ved at være registreret i RKI er, at man bliver låst fast. Man kan for eksempel ikke flytte, fordi man ikke kan låne penge til depositum. Så det er med at betale det, man skylder, hurtigst muligt,« siger privatøkonom i Danske Bank, Las Olsen.

Det behøver dog ikke nødvendigvis at være en dårlig ide at optage lån som studerende, påpeger han.

»Grundlæggende mener jeg, at det er en god ide at tage studielån som studerende. Det er billigt, og så bliver man hurtigere færdig med studiet, end hvis man bruger meget tid på at arbejde ved siden af studiet. Det gælder bare om at holde overblik, og kan man ikke det, så skal man ikke stifte gæld,« siger Las Olsen til Urban.

Den samlede rapport om gæld blandt unge under uddannelse offentliggøres i dag.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu