Et nyt forsøg på at lokke pinkoden ud af betalingskortindehavere via en email hærger i øjeblikket danskernes indbakker.
22. september 2009, 11:47 – opdateret 2. november 2010, 14:29
Det skriver Politikens forbrugersite tjek.dk. Tusinder af danskere fik i morges ved seks-tiden en mail med afsenderadressen Danske Bank [danskebank@danskebank.dk], hvor de under overskriften 'Sikker nethandel' fik at vide, at nu er det nemmere at handle i forretninger, der er tilmeldt MasterCard SecureCode og Verified by Visa.
Indehavere af Mastercard eller Visakort skal ifølge mailen bare downloade en fil, som de skal udfylde blandt andet med deres pinkode til kortet.
»Slet den! Det er svindel«, siger kommunikationskonsulent Anders Gjesing fra Danske Bank.
Han forklarer, at ingen banker nogensinde vil bede folk om at aflevere deres pinkode. Alene det skulle få folk til at få en mistanke.
»Men hvis nogen alligevel er kommet til at aflevere deres pinkode, skal de kontakte banken med det samme, så vi kan få spærret kortet, og de kan få et nyt«, siger han.
Anders Gjesing har ikke noget overblik over, hvor mange der har fået mailen, eller hvor mange der er blevet lokket til at udlevere deres pinkode og andre oplysninger.
I den forløble weekend blev også PBS's navn misbrugt i en lignende mail. Finansrådet har lagt en vejledning ud på sin hjemmeside , der fortæller betalingskortindehavere om det såkaldte phishing-forsøg, om om hvordan de skal forholde sig.
- Denne mail er det bedst udførte forsøg på phishing, som vi har set i Danmark indtil nu. Bagmændene bruger tekst og udtryk, som de har kopieret fra bankerne og PBS, den er skrevet på et helt fornuftigt dansk, og afsenderadressen ser umiddelbart aldeles tilforladelig ud, siger Michael Gøttsche, dansk chef for it-sikkerhedsselskabet McAfee til Ritzau.


























































