Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Svage bankkunder står rigtigt skidt

Hvis der ikke er styr på privatøkonomien, og banken ser ud til at krakke, så er det om at komme væk. Det er mere tvivlsomt, hvad de gode kunder bør gøre.

Dårlige bankkunder bør søge væk fra usikre banker, hvis det ikke allerede er for sent. Der er derimod argumenter både for og imod, at de gode kunder skifter bank.

»Hvis man er i en situation, hvor banken påtager sig en risiko ved at have en som kunde, så bør man overveje at skifte bank, før det går galt. Ender banken hos afviklingsselskabet, går de gode kunder andre steder hen, men nogen skal betale regningen. Det bliver alle dem, der er tilbage,« siger Kim Valentin fra den uafhængige rådgivervirksomhed Finanshuset Fredensborg.

De dårlige kunder er dog ikke solgt helt til stanglakrids, så længe banken er i live. Det bedste, de kan gøre, er at forsøge at rette op på deres økonomi i håb om at slippe af med det dårlige stempel.

»Banker ser ikke så velvilligt på kunder, der har lånt mere end fire gange deres hustands bruttoindkomst, og de bryder sig heller ikke om kunder, der har lånt til spekulative investeringer. I den situation kan kunden blive rigtig fanget, hvis banken går ned. Kunden kan dog gøre noget nu. Han kan gå sit budget igennem, skrælle alt det unødvendige af, og forsøge at få orden i sin økonomi,« siger cheføkonom i Forbrugerrådet, Carsten Holdum.

Læs også: Fuld skrue på opsparingen i 2009

De dårlige kunder vil typisk have store lån i banken, og nogle af dem står foran en grim overraskelse, fordi de glemte at læse det med småt, da de i sin tid optog lånet til for eksempel køb af deres andelsbolig. I nogle tilfælde har banken ret til at opsige lånet i utide eller sætte renten op.

»På mange almindelige banklån er der en betingelse om, at banken kan kræve dem betalt tilbage i løbet af nogle måneder, og det kan den gøre stort set ubegrundet. Hvis kunden ikke kan låne pengene et andet sted, ja så har han et problem,« siger Rune Wagenitz Sørensen fra Økonomiråd, der også er en uafhængig rådgivervirksomhed.

De gode kunder vil han derimod ikke rådgive til at skifte bank:

»Som privatkunde bør man ikke bruge kræfter på at spekulere i, om ens bank går ned. Det er simpelthen umuligt at forudse. Der er ingen sikkerhed for, at den nye bank heller ikke går ned.

Desuden kræver det tid og kræfter, og man kommer måske ind på dårligere vilkår, fordi tiderne er skiftet,« siger Rune Wagenitz Sørensen.

Læs også: Bankskift er til at betale

Heller ikke Kim Valentin kan se fornuften i, at den gode kunde skifter bank alene på grund af frygten, og han benytter også argumentet om, at ingen ved, hvor sund den nye bank reelt er. Forbrugerrådets cheføkonom advarer ligeledes mod at gå i panik.

»Vi har et banksystem, der varetager kundernes interesse i høj grad. Dem, der er i farezonen, er aktionærerne og køberne af bankens obligationer, men vi har endnu ikke set en kunde tabe sine penge. Den almindelige bankkunde bør derfor ikke foretage sig noget,« siger Carsten Holdum.

Der er dog andre, der mener, at det bare gælder om at komme væk i tide. En af dem er professor på Copenhagen Business School, Finn Østrup:

»Jeg ville skifte bank, hvis jeg var kunde et sted, som stod til at lukke. Jeg ville frygte, at det ender som i Roskilde Bank, hvor en masse mennesker bliver efterladt tilbage som dårlige kunder. Så hellere komme af sted, mens tid er.«

Den holdning deler han med John Norden, der er administrerende direktør for den uvildige prisportal Mybanker.dk. Han anfører, at banker i nød hele tiden vil stramme vilkårene over for deres kunder gode såvel som dårlige.

I Roskilde Bank viste det sig, at mange flere kunder var dårlige, end både banken og kunderne selv havde troet. Ingen andre banker vil have dem, og i dag er deres vinger stækket.

»Vi må ikke lave nye forretninger med vores kunder, så de kan ikke få nye lån. Hvis en kundes bil går i stykker, og bilen er nødvendig for, at han kan opretholde sine indtægter, så må vi dog godt give ham et nyt lån,« siger administrerende direktør i Roskilde Bank, Søren Kaare-Andersen.

Læs også: Boom i danskernes bankskift

 




Markedet lige nu