Sparekassekunder får fri proces

1.400 kunder i den krakkede Løkken Sparekasse håber, vejen er banet til, at de kan få deres tabte penge tilbage.

Civilstyrelsen har netop givet dem fri proces, så de kan få udgifterne dækket til en retssag mod sparekassen. Det oplyser P4 Nordjylland.

Kunderne tabte tilsammen 150 millioner kroner på konkursen for halvandet år siden, og de føler, at sparekassen gav dem en dårlig rådgivning.

- Nu bliver retssagen helt sikkert gennemført. Vi håber at få alle vores penge tilbage, siger Kristan Andersen, formand for foreningen Garantløkken, hvor de klemte kunder er samlet.

Løkken Sparekasse er overtaget af det statslige selskab Finansiel Stabilitet - og det er herfra, kunderne vil hente deres tabte penge.

I første omgang er det kun sparekassen, der sagsøges, Men kunderne overvejer, om de også vil trække den tidligere ledelse i retten.

 



Markedet lige nu