Både private og erhvervslivet nyder godt af rentedyk. Økonom forventer yderligere fald i år.
28. januar 2010, 12:37 – opdateret 2. november 2010, 14:48
De mange rentenedsættelser fra Nationalbanken sender milliarder af kroner i lommerne på landets bankkunder.
I løbet af 2009 er både privates og erhvervslivets renteudgifter faldet med 15,5 milliarder kroner, viser nye tal.
- Rentefaldet har givet en meget betydelig gevinst til danskerne, også selv om skatten spiser op mod en tredjedel af faldet, skriver Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank, i en kommentar.
Han påpeger , at det især er renteudgiften til banklån, der dykkede sidste år. Alene på den konto sparede husholdningerne 8,3 milliarder kroner før skat i forhold til året før.
- Det skyldes rentesænkningerne fra Nationalbanken, der slår mere eller mindre direkte igennem på banklånene, skriver Las Olsen.
Privatøkonomen mener, at der i 2010 er lagt op til yderligere fald i renteudgiften.
- Renten på banklån kan ganske vist dårligt blive lavere. Tværtimod regner vi med, at Nationalbanken sætter renten op i andet halvår. Men renteudgiften på realkreditlån kommer til at falde meget markant, fordi så mange flexlånere har fået beskåret renten fra nytår, skriver Las Olsen. /ritzau/



























































