Bedragerisigtede porno-folk rådgiver nu om økonomi og vil have navneforbud i retssag.
18. juni 2010, 08:49 – opdateret 2. november 2010, 15:10
Flere af de otte sigtede i sagen om groft bedrageri og kursmanipulation for en kvart mia. kr. i børsnoterede Europeinvestment A/S - tidligere Live Networks - er tilbage på scenen og nu har finansiel rådgivning på deres palet, skriver dagbladet Børsen.
Flere af de sigtede lever således af at yde finansiel rådgivning, og hvis deres navne fortsat sættes i forbindelse med det skandaleombruste pornofilmselskab og den påståede svindel, står de til at miste deres nye forretning.
Det har deres advokater fra Mazanti-Andersen, Korsø Jensen & Partnere oplyst i retten i et forsøg på at få afskåret pressens adgang til at omtale de sigtedes navne gennem et navneforbud. Det fremgår af dokumenter, som dagbladet Børsen har fået aktindsigt i.
"Forsvareren har blandt andet anført, at et navneforbud er meget påkrævet, da de sigtede erklærer sig uskyldige og oplyser, at de på intet tidspunkt har begået nogen kriminel handling. En offentlig omtale vil være særdeles skadelig for de sigtede, hvoraf flere i dag driver virksomhed med finansiel rådgivning," fremgår det af kendelserne i sagen.
Ifølge dokuemnterne vil offentlig omtale af sagen være "helt ødelæggende for deres forretninger og medføre et betydeligt økonomisk tab."
Byretten i København mener dog, at sagen er så vigtig for offentligheden, at et navneforbud ikke kan komme på tale.
"Da der er tale om sigtelser vedrørende forhold, der er begået i et børsnoteret selskab, findes sagen ud fra en samfundsmæssig vurdering at være særlig betydningsfuld," lyder en del af begrundelsen for, hvorfor de sigtede ikke skal kunne gemme sig bag et navneforbud.
Sagen er blevet efterforsket siden november 2006, og i august 2007 blev den formodede hovedgerningsmand i sagen, svensk-israelske Castro Khatib, sammen med fem svenskere og britere samt en dansker sigtet for at have afgivet urigtige selskabsoplysninger til markedet og for grov kursmanipulation for op imod en kvart mia. kr.









































