Svindlere sender falske mails fra PBS ud. Se her hvordan de ser ud og lad være med at åbne dem.
21. september 2009, 14:05 – opdateret 2. november 2010, 14:28
Svindlere med speciale i IT-kriminalitet har nu fundet på at bruge PBS som skalkeskjul. I løbet af weekenden har mange danskere modtaget en e-mail, hvor det lader til, PBS er afsender.
Men der er tale om falske mails og et forsøg på såkaldt phishing - et forsøg på at lokke kortoplysninger samt andre private og følsomme oplysninger ud af modtagerne, oplyser bankernes organisation Finansrådet.
Rådet oplyser, at man skal udlade at besvare mailen og undlade at åbne det vedhæftede dokument for at undgå svindlen.
"Har du allerede udfyldt og returneret dokumentet, skal du hurtigst muligt sørge for at få spærret det/de kort, du har afgivet oplysninger om," skriver Finansrådet i sin advarsel.
































