Nyt skyldnerregister til private

Private kan nu tjekke andre personer og virksomheder for manglende lyst eller evne til at betale.

En ny hjemmeside giver adgang til, at private kan tjekke dels hinanden, dels virksomheder for, om de har en historie som dårlige betalere.

Hjemmesiden Find.dk tilbyder et opslag for en krone via en mobiltelefon eller en computer. Men det kræver modpartens accept at få lov til at søge, og den må kun bruges i forbindelse med f.eks. en handel, et lån eller et andet forretningsmæssigt forhold.

"Vi har spurgt os selv, hvorfor det ikke også skulle være muligt for privatpersoner at undersøge en håndværker, der f.eks. kræver forudbetaling. Netop i disse tider, hvor finanskrisen raser, er kredittjek et vigtigt element for den almindelige forbruger," siger direktør Nicolaj Eriksen fra firmaet Uxor, der står bag det nye skyldnerregister.

Et kredittjek på Find.dk er knyttet til et personligt mobiltelefonnummer. Brugeren tilmelder sig den gratis brugerfunktion via internetsiden Find.dk, og løsningen er godkendt af Datatilsynet.

Indtil videre har Find.dk omkring 1.000 ud af landets 200.000 dårlige betalere med i sit register, og Nicolaj Eriksen forventer at få omkring 15.000 indberetninger mere i løbet af i år.

Find.dk ejes af Uxor ApS, som ifølge egne oplysninger er den tredjestørste danske udbyder af online informationssøgning.

 



Markedet lige nu