Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Ni råd til kvinder om økonomi

Kun én ud af ti kvinder synes, at økonomi er spændende eller interessant. Det kan aflæses direkte i kvinders opsparing, som er meget mindre end mænds. Læs ni gode råd til kvinderne her.

Tallene fra Værdipapircentralen giver et meget godt fingerpeg om mange kvinders forhold til økonomi:

Mænd ejer personligt aktier forknap 90 milliarder kroner, mens kvinders direkte ejede aktier er det halve værd - cirka 45 milliarder kroner. Hvad der måske er endnu mere sigende er, at hver tredje kvinde med aktier ifølge Nordea ikke ved, hvor stor hendes aktieportefølje er.

Hver fjerde kvinde sparer slet ikke op til pension, viser en Gallup-undersøgelse fra Danske Bank.

Men hvorfor interesserer kvinder sig mindre for økonomi - det behøver ikke være sådan, fremhæver to kvinder med sans for økonomi og giver disse råd:

Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea:

  • Kend dit budget og sæt opsparing på budgettet. Brug tid på at opdatere det jævnligt. Det giver klarhed og overblik. Bed om vejledning i banken til større investeringer.
  • Pension er vigtigere for kvinder end for mænd, da de lever ca. fem år længere end mænd og har færre år på arbejdsmarkedet til at spare op og stadig tjener mindre end mænd. Kom i gang så tidligt som muligt.
  • Aftal gratis familietjek hos en advokat, uanset om du er enlig eller i forhold: Behov for at blive gift, for testamente eller ægtepagt? Du skal have papir på dig selv og din familie, det forebygger konflikter.
  • Er du forsikret rigtigt? Ved du hvordan økonomien ser ud, hvis du mister din arbejdsevne eller dit indbo bliver stjålet? Invester tid i at kende dine forsikringsforhold.
  • Forhandlingsevner er guld værd. Øv dig hele tiden – særligt, når du forhandler løn, tillæg, pension og andre goder.

Mette-Marie Davidsen, journalist og forfatter til bogen »Pengekuren«:

  • Gem Dankortet væk en måneds tid og hæv hele dit rådighedsbeløb. Mærk, hvor omsorgsfuld du pludselig bliver over for dine penge.
  • Kvinder taler forsvindende lidt og konstruktivt om penge, og dermed går de glip af vigtig information om økonomi. Prøv for eksempel, når du går til fest, at indlede din snak med din bordherre med: »Kan du give mig nogle gode råd til, hvad jeg kan gøre for at sikre, at min pensionsopsparing bliver størst mulig?«
  • Sæt penge til side. Kan det overhovedet lade sig gøre? Ja da! Opsparing lugter af afsavn og kedsomhed, men så omdøb dine opsparinger til »fonde« med hver sit navn og formål. Det lyder meget mere positivt. Det kan f.eks. være en rejsefond.
  • Tag fuldt økonomisk ansvar, så du fremover selv tager hånd om dine økonomiske drømme og fremtid. Sørg for en ordentlig pension. Opret særeje, så du er sikret, hvis du bliver skilt. Sørg for at få en god løn.

Læs også: Økonomi er da ikke sexet...

 




Markedet lige nu