Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Nervøse bankkunder flytter og deler formuen

Frygten for flere bankkollaps er nu så stor, at velhavende danskere står i kø for at flytte deres penge.

Frygten for nye bankkollaps er nu så stor, at velhavende danskere står i kø for at flytte deres penge. Ingen vil risikere at miste opsparingen, når statens ubegrænsede garanti på indlån udløber 1. oktober, og derfor har mange travlt med at fordele formuen på flere banker, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Frem over dækker indskydergarantien kun indskud op til ca. 750.000 kroner.

»Det er meget markant. Der er ingen tvivl om, at bankkunder splitter deres indskud op,« siger John Norden.

Han driver portalen MyBanker.dk, hvor kunder kan udbyde kontante beløb, som bankerne konkurrerer om at få ved at tilbyde den højeste rentesats. Den seneste tid har et rekordstort antal kunder udbudt beløb af netop 750.000 kroner.

"Der sket noget i Roskilde..."

Kim Valentin, direktør i Finanshuset, erfarer også, at kunder i stigende omfang flytter deres indlån.

»Folk er meget bevidste om, at bankerne ikke er så sikre længere,« siger han.

Bankkundernes flytte-penge-strategi undrer ikke bankanalytiker Bjarne Jensen fra BJ Consult. Mange kunder har de seneste år ændret syn på den finansielle sektor, hvor flere banker er gået konkurs eller er overtaget af statens afviklingsselskab for banker.

»Vi har været vant til i lange tider, at banker har været 100 procent sikre. Men der skete et eller andet nede i Roskilde, som rokkede ved vores barnetro,« siger han.

Undersøg din bank

Bjarne Jensen opfordrer bankkunder til at undersøge en bank, før man indsætter beløb, som ikke fuldt ud er dækket af indskydergarantien.

»I gamle dage var det pengeinstituttet, der kreditvurderede kunderne. Men nu er kunderne også nødt til at kreditvurdere pengeinstituttet. De må finde ud af, hvem der kan betale tilbage den dag, de gerne vil have deres indlån igen,« siger Bjarne Jensen til Jyllands-Posten.

Selv om grænsen på 750.000 kroner dækker de fleste privatkunders opsparing, er den problematisk for andre, skriver Politiken:

»750.000 kroner er ikke et højt beløb, hvis man har virksomhed. Og privatpersoner, der har formuer, har ofte større beløb stående. Jeg kan godt forstå, at folk er nervøse«, siger professor Finn Østrup fra CBS i København til Politiken.

 




Markedet lige nu