8.000 danskere har fået lukket deres netbank på grund af angreb fra østeuropæiske hackere.
11. februar 2009, 08:35 – opdateret 2. november 2010, 13:34
Netop nu sidder en gruppe hackere i Østeuropa og arbejder systematisk med at bryde ind i danskernes netbanker.
"Vi gør det bedste, vi kan, for at være på vagt og holde udkig efter angrebene. Men reelt set er alle netbankkunder med en pc, der ikke er fuldt opdateret, i risikozonen for et angreb," siger Birgitte Mikkelsen, kontorchef i bankernes brancheorganisation, Finansrådet, til Politiken.
3,3 millioner danskere bruger i dag netbank. Mange af dem er udsat for hackerrisikoen, alene fordi de ikke har opdateret alle programmer på deres computer.
Tidligere bestod hackerrisikoen i, at man åbnede på en vedhæftet fil, der indeholdt en virus. Men den nye risiko opstår, uden at brugeren ved det.
Hackeren kan udnytte et lille hul i et ikke-opdateret program, som f.eks. iTunes, PDF-reader eller Java, til at sende et spionprogram ind i brugerens computer. Her ligger spionen og venter på, at brugeren indtaster sin netbankkode. Når det sker, sender spionen koden hjem til hackeren. Herefter er det nemt for hackeren at logge på kundens konto og overføre penge til en anden konto.
I 2007 anmeldte bankerne 85 indbrud i netbanker, og sidste år steg tallet til 156. Endnu kendes omfanget af det igangværende angreb ikke.
"Derfor skal danskerne lære at opdatere deres programmer og sikre deres computere, ligesom de sikrer deres hjem ved at låse døren, når de går hjemmefra," siger vicepolitiinspektør Henning Schmidt, der leder sektionen for økonomisk kriminalitet ved Københavns Politi, til Politiken.
Finansrådet og TDC har i fællesskab oprettet en hjemmeside med gode råd og links til at beskytte sin computer mod hacking.



































































