Flere end 60.000 unge skylder penge til det offentlige. 28.000 unge er registreret som dårlige betalere.
24. november 2009, 09:36 – opdateret 2. november 2010, 14:39
Økonomien sejler for mange unge under 25 år. De unges gæld til det offentlige har nu rundet én milliard kroner fordelt på 62.000 unge under 25 år.
Men også i RKI slår de unges mangel på økonomisk overblik igennem. I øjeblikket er næsten 28.000 unge mellem 18 og 25 år registreret som dårlige betalere i registeret, og det kan blive katastrofalt for deres fremtidige økonomi, hvis de ikke kommer af med de røde tal på bundlinjen, siger Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Nordea, til Fyens Stiftstidende.
- Når du først har fået rigtig røde tal på bundlinjen, er det et meget langt og sejt træk at få styr på økonomien igen, og derfor er en registrering i RKI noget, der skal tages yderst alvorligt. Det svarer til at få det røde kort, og det betyder jo som bekendt, at man må forlade banen, siger hun til avisen.
Og det er ingen tilfældighed, at de unges økonomi er ekstra presset netop nu. Flere års forbrugsfest med lette lån har nemlig givet mange et enormt privatforbrug, og det betaler de nu en pris for, siger Villy Jensen fra Skat, der til daglig arbejder med at oplyse unge om, hvordan de holder styr på både skat og økonomi.
- Mange unge har lånt mange penge blandt andet på kviklån og dermed stiftet lige præcis så meget gæld, som deres økonomi maksimalt kunne bære.
- Det kunne gå, mens der var økonomisk optur, men nu er billedet vendt, og det har væltet mange af de unges økonomi, også i forhold til deres skattegæld, siger Villy Jensen.
Ann Lehmann Erichsen peger på, at gældsfælden hurtigt kan få langt større konsekvenser for de unge, end at de ikke længere har råd til nyt tøj. En stor gæld kan nemlig skade de unges mobilitet.
- Det kan for eksempel blive svært at tage en uddannelse, fordi man er nødt til at arbejde for at betale gælden af. På samme måde kan det blive svært at flytte, fordi man ikke kan låne penge - hverken til at købe en bolig eller betale leje forud, som det ofte kræves. Har man en stor gæld, risikerer man at blive stavnsbundet, siger hun.
Ifølge Villy Jensen er det vigtigt, at samfundet er opmærksom på at få hjulpet de unge skyldnere, og det prøver Skat på Sjælland blandt andet at gøre gennem en oplysningskampagne, som Villy Jensen står i spidsen for.
- Mange af de ældre skyldnere sidder fast i deres dårlige økonomi og kommer til at gå i graven med deres gæld. Sådan behøver det ikke gå for de unge, og derfor er det vigtigt, at vi får slået en prop i nu, så der ikke bliver flere unge med dårlig økonomi, siger Villy Jensen.



























































