Et stigende antal skyldnere har indrettet sig, så de kan fortsætte med en dyr livsstil - og alligevel undgå at betale gælden.
23. februar 2011, 08:30
En kæmpevilla med et fint postnummer og en bil i den dyre ende af luksusskalaen signalerer penge i banken. Men stadig oftere er det langt fra sandheden, fordi ejeren ignorerer regninger og rykkere. Ifølge inkassofirmaerne er det et stadigt større problem, at velstående skyldnere med en indtægt, der snildt kan ligge på 100.000 kroner om måneden, indretter sig, så de slipper for at afdrage på gælden.
"Det er noget af det mest frustrerende ikke at kunne inddrive kundernes tilgodehavende, når man ved, at de har penge. Det er professionelle skyldnere," siger Tommy Olsen, adm. direktør i Visma Collectors til Morgenavisen Jyllands-Posten.
Teknisk set er det ikke særligt svært at slippe uden om at afdrage på gælden, fortæller han. Skyldnerne møder op i retten og erklærer sig insolvente, og selv om udtalelsen falder under strafansvar, har fogeden ikke beføjelser til at kontrollere oplysningerne. Derved kan skyldnerne købe sig mere tid.
"Vi har mange dygtige, som skjuler sig i de dyre områder. De ved godt, hvad de skal gøre, så det ser ud, som om de ikke ejer noget," fortæller Susanne Midjord, foged i Fogedretten i Lyngby, til Jyllands-Posten.
Dernæst indretter de sig således, at de ikke ejer noget, der kan gøres udlæg i, og derudover har de tilstrækkeligt store udgifter på eksempelvis husleje og billeasing.
"Hvis der er et rådighedsbeløb på 15.000 kroner tilbage, kan man hævde, at det kun lige dækker familiens løbende udgifter. Hvis der er penge på kontoen, har de typisk også gæld til banken, og så har banken krav på at få sine penge først. Så heller ikke her er der noget at hente," siger Tommy Olsen.
Ifølge inkassobranchen er det typisk folk i 30erne, der opgiver at afdrage på gælden. Ofte sker det allerede ved en gæld på omkring 200.000 kroner, hvilket ellers ikke er en uoverkommelig gæld at komme over.
Landets største skyldnerregister Experian RKI har mere end 213.000 registrerede dårlige betalere og opgør den samlede gæld til 11,5 milliarder kroner. Der findes ikke tal for antallet af insolvente i Danmark, men inkassobranchens formand anslår, at op mod hver femte kan afdrage på gælden.
"Samfundet er indrettet til at tage sig af folk, som ikke kan betale, men ikke dem, som ikke vil. Først den dag, politikerne smider fløjlshandsken og tillader, at man kan gøre udlæg i folks fremtidige løn, får vi retfærdighed for dem, som knokler for at betale enhver sit," siger kommunikationschef Henrik Christensen fra Debitor Registret.
Justitsminister Lars Barfoed (K) finder det urimeligt, hvis skyldnere spekulerer i at undgå at afdrage på gæld, og han er klar til at undersøge sagen.
"Jeg er parat til at se på det, men inden vi træffer beslutninger om lønindeholdelse i forbindelse med private fordringer, bør vi få undersøgt omfanget, for det er et ret vidtgående indgreb," siger han.




























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten