Tusindvis af privatkunder har stået med håret i postkassen efter krak i Roskilde Bank. De er nu i sikker havn.
20. januar 2011, 09:52 – opdateret 20. januar 2011, 09:57
4.000 privatkunder i Roskilde Bank kan igen gå i banken. Det kan de, da Arbejdernes Landsbank har overtaget dem efter den krakket i Roskilde.
Kunderne var nemlig røget med over i statens oprydningsselskab Finansiel Stabilitet, da Roskilde Bank krakkede tilbage i 2008. Og kunderne vil nu få en særlig rådgivning.
- Vi har designet en model, som gør, at vi kan hjælpe de kunder videre, siger Gert Jonassen, ordførende direktør i Arbejdernes Landsbank, til finanstjenesten RB-Børsen.
Der er typisk tale om almindelige bankkunder, der bare har været uheldige og siddet med to boliger, lige da markedet toppede. Derfor er de endt med stor gæld. Andre kunder har spekuleret i aktier for lånte penge. Det har betydet, at ingen ville overtage kunderne fra staten. De har været nødsaget til at blive i Finansiel Stabilitet, hvor de har de kæmpet med højere renter end i andre banker, og mange har klaget over manglende hjælp og rådgivning til at komme videre.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er tilfreds med den løsning, der nu er fundet.
- Det har været meget vigtigt for mig, at kunderne i Roskilde Bank kan få en ny bankforbindelse og på den måde kan starte på en frisk, siger han i en kommentar. Samtidig slår han et kraftigt slag for, at branchen viser ansvar og tager sig af de andre kunder, der venter i statens skraldeselskab, Finansiel Stabilitet, der overtager de krakkede danske banker.
- Helt generelt vil jeg opfordre sektoren til at se på, om ikke det skulle være muligt at overtage nogle af de kunder, der fortsat er i afviklingsbankerne under Finansiel Stabilitet, lyder det fra ministeren.
Prisen for at overtage de mange kunder er hemmelig. Men Gert Jonassen siger til RB-Børsen, at der ikke er tale om en ren foræring. Arbejdernes Landsbank får også seks medarbejdere fra Finansiel Stabilitet, men skal i alt bruge 15 til 20 nye medarbejdere til arbejdet med Roskilde-kunderne.
Tilbage fra krakket er der nu 2.800 erhvervskunder, der stadig hænger fast i statens selskab.
Det er ikke første gang, Arbejdernes Landsbank stifter bekendtskab med Roskilde Bank. Banken var i sin tid blandt de tre banker, der købte filialnettet fra den krakkede bank. Dengang fik 11.000 privatkunder en bankbog fra Arbejdernes Landsbank. /Ritzau/




























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten