Der er stor forskel, men de bedste kreditkort leverer samtidig en rejseforsikring, som lukker det hul, som ændringen af det gule sygesikringsbevis efterlod.
29. januar 2008, 15:05 – opdateret 1. november 2010, 23:16
Ændringen af dækningen af det gule sygesikringsbevis efterlod et grimt hul i din forsikringsdækning ved rejser uden for Norden. Men før du tegner nye rejseforsikringer, kan det betale sig at undersøge rejseforsikringen på de kreditkort, som allerede ligger i tegnebogen.
De bedste af dem leverer ifølge Penge & Privatøkonomi en brugbar dækning. Blandet udnævner tre kort til at give en "solid dækning", og der er tale om Globecard Platinium, Sydbank Mastercard Platinium samt Jyske Mastercard Platinium.
De tre kort udmærker sig ifølge bladet ved at give ubegrænset dækning af behandling, hjemtransport samt tilkaldelse.
Samtidig dækker de nævnte kort i modsætning til en række af konkurrenterne uanset, om rejsen er betalt med kortet eller ej.
Vilkår og dækning er generelt meget forskellige blandt kreditkortene. En del kreditkort kræver, at rejsen i større eller mindre omfang bliver betalt med kortet, for at give rejseforsikring.
I nogle tilfælde gælder kravet også de udgifter på selve rejsen, som du ønsker at få refunderet via forsikringen.
Endelig skal ydelserne sættes i forhold til omkostningerne. De varierer blandt de 14 kort, som Penge & Privatøkonomi har undersøgt, fra 0 kroner for faste kunder i banken til 1845 kroner for det nævnte Sydbank-kort, der også giver den solide forsikringsdækning.
Nogle kort har høje årsgebyrer men tilbyder til gengæld rentefri kredit, mens andre kort er billigere, især hvis du i forvejen er trofast kunde i banken, konkluderer bladet.
Ifølge Europæiske Rejseforsikring risikerer danske rejsende at få en regning på op til halvanden million kroner for den mest omfattende behandling i eksempelvis USA, hvor indlæggelse på en intensivafdeling kan koste op mod 70.000 kroner for et døgn.









































