Kan en 30-årig med en uoverskuelig gæld opnå gældssanering?
16. april 2009, 06:58 – opdateret 2. november 2010, 22:48
? Jeg skriver til jer, da jeg er meget i tvivl om, hvorvidt jeg kan søge gældsanering - og har den mindste chance for at få det.
Jeg er 30 år og har ikke udsigt til en kæmpe formue nogen steder fra. Jeg skylder sammenlagt 1,2 million kroner væk efter en tvangsauktion med en ekskæreste (700.000 kroner for os begge) og diverse forbrugslån, som jeg oprettede for 10 år siden.
Jeg har gået sygemeldt i seks år, men har nu fået et normalt fuldtidsarbejde, som min ryg kan holde til. Jeg har dog ikke den største løn, og med en stor husleje og to børn kan jeg ikke se, hvordan jeg nogensinde kan få betalt gælden af.
Er der den mindste chance for, at jeg kan opnå gældsanering, og hvad er vilkårene, hvis det skulle lade sig gøre? Det er mit eneste håb for at blive gældfri.
Med venlig hilsen C.
! Din gæld har en sådan størrelse, at der er grundlag for at søge gældssanering.
Du skal rette henvendelse til skifteretten i din retskreds, og der kan du få udleveret blanketter til brug ved ansøgning om gældssanering. Når du har udfyldt blanketterne, skal de sammen med de bilag, der er angivet i blanketterne, fremsendes til skifteretten, der efterfølgende vil indkalde dig til et møde.
Finder skifteretten, at gælden er egnet til sanering, antager skifteretten en advokat til at gennemføre sagen. Advokaten tager kontakt til dine kreditorer, og advokaten vil sammen med dig udarbejde budget for dig og børnene, og på grundlag af dette budget afgøres det, hvor meget du skal betale pr. måned i fem år til kreditorerne.
Da du kun er 30 år, kan du næppe forvente, at hele gælden skal bortfalde, men den bliver nedsat til det beløb, du kan betale over fem år.
Udgiften til advokaten betales af skifteretten.
Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat (H) og mediator, www.ForumAdvokater.dk



























































