Det kan ikke altid betale sig at have sine penge stående i banken.
23. februar 2010, 09:21 – opdateret 2. november 2010, 14:52
I mindst syv af landets banker er renten nu nede på nul procent. Det viser tal fra prisportalen Mybanker.dk, skriver Politiken.
Renten er altså ikke-eksisterende for nogle af kunderne, selv om bankerne bruger udtryk som »opsparingskonto« eller »højrentekonto«. Det sidste er tilfældet hos Lån & Spar Bank, hvor kontoen giver 0,00 procent i rente for tiden.
»Man skal dog også huske på, at hvis man har over 100.000 kroner stående, får man 0,25 procent i rente«, siger direktør John Christiansen fra Lån & Spar Bank til Politiken.
John Christiansen mener, at kunderne er udmærket klar over, at renteniveauet er lavt for tiden, og han peger på, at banken tilbyder fem procent i rente på lønkontoen, hvis man for eksempel er ingeniør eller medlem af FDM, hvilket er Danmarks højeste rente.
Situationen med en rente på nul procent er den samme i Københavns Andelskasse. Her siger direktør René Poulsen, at »man kan jo godt spare op, selv om man ikke får noget i rente«. Også her kan man få mere i rente, hvis man har et stort indestående på kontoen eller køber andelsbeviser.
Hvad gør man så?
Forbrugerrådets cheføkonom Carsten Holdum opfordrer bankerne til at holde markedsføringen i et korrekt sprog. En konto uden rente er lig med en lønkonto, mener han, inden for reglerne.
Som privat opsparer kan man vinde en del ved at binde pengene i en periode på for eksempel et par år.
»Du kan få fantastiske vilkår, hvis du har penge, og det skyldes, at bankerne forudser at mangle indlån på et til tre års sigt. Mange tilbyder relativt høj forrentning, hvis man er indstillet på at binde pengene i en periode. Der er absolut ingen grund til at vælge nulforrentning«, siger Elisabeth Arendt, partner i Mybanker, til Politiken.









































