De utilfredse garanter i Løkken Sparekasse vil stævne Sparekassen i håb om at få de tusindvis af kroner tilbage, som de har tabt ved Sparekassens økonomiske undergang.
20. april 2009, 07:37 – opdateret 2. november 2010, 13:53
Et advokatfirma har foretaget en juridisk vurdering på vegne af den nystiftede forening garantloekken.dk, og den viser, at der er grundlag for en sag, oplyser P4 Nordjylland.
-Vi ved endnu ikke, hvor omfattende sagen bliver, men advokaterne er overbeviste om, at vi har en god chance for at vinde, siger foreningens formand Kristian Andersen.
Han er på garanternes vegne lettet over, at der nu foretages det første konkrete skridt for at vinde det tabte tilbage.
- De meldinger, som vi har fået fra hele landet, er, at der har været mangler i den rådgivning, som garanterne har modtaget fra sparekassen, siger Kristian Andersen.
Der kan blive taler om flere sager. Fælles sager, som dækker sager, som ligner hinanden, og enkelte sager som kun berører få garanter. Foreningen vil søge om fri proces, men Kristian Andersen understreger, at garanterne kun kan blive en del af søgsmålet, hvis de melder sig ind i garantloekken.dk.









































