Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Flere unge med høj indkomst

En årsindkomst på mere end 500.000 kroner bliver mere og mere almindeligt. Især vokser andelen markant hos de unge, men finanskrise og økonomisk afmatning risikerer at sætte en stopper for festen.

Flere og flere unge tjener kassen. Andelen af unge under 25 år, som tjener mere end 500.000 kroner om året er steget med 155 procent på tre år fra 318 i 2004 til 814 i 2007. For de lidt ældre – men stadig unge – mellem 25 og 44 år er antallet, som tjener mere end 500.000 kroner om året, steget med næsten 45.000 personer i samme periode fra 90.947 til 135.738 personer – en stigning på 49 procent.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Også gruppen af personer med en indkomst på den sjove side af 500.000 kr. over 60 år er hastigt voksende. Gruppen er vokset 63 procent fra 2004 til 2007.

»Det er en tendens, jeg sagtens kan genkende fra mit daglige arbejde,« siger afdelingsdirektør Anne Buchardt fra Danske Banks Private Banking, der tager sig af bankens mest velhavende kunder.
 

Hun siger, at de yngre generationer sjældent har store formuer sparet op:
»Det er noget, de først skal til at oparbejde nu. Derfor spiller lønindkomsten en langt større rolle i privatøkonomien, end man måske lige umiddelbart tror. Tjener de unge for eksempel en halv million kroner om året og har 30 år tilbage på arbejdsmarkedet, svarer det i virkeligheden til at have et investeringsaktiv på mindst 15 millioner kroner,« siger Anne Buchardt.
 

At der er kommet så mange flere helt unge med høj løn, kan ifølge Handelsbanken forklares med IT-sektorens mangel på arbejdskraft:
»Mange IT-virksomheder har skreget på arbejdskraft, og det har været relativt nemt for unge uden en egentlig uddannelse at komme ind fra gaden og få en høj løn for deres IT-færdigheder,« siger Jes Asmussen, cheføkonom i Handelsbanken.
 

Han vurderer, at også andre virksomheder har været flinke til at belønne deres medarbejdere med højere løn under de seneste mange års økonomiske opsving:
»Men det vil ikke fortsætte på grund af den økonomiske nedtur. Fremover bliver det de offentligt ansatte, som får glæde af de lønstigninger, der blev vedtaget under sidste års forhandlinger,« siger Jes Asmussen.
 

Anne Buchardt fra Danske Banks Private Banking siger, at de unge med høje indkomster har behov for en anden rådgivning end de lidt ældre:
»Ofte vil friværdi og pensionsopsparing fylde en del i rådgivningen. Men for de yngre generationer bør lønindkomsten i høj grad sættes under lup som et vigtigt aktiv i privatøkonomien. At forsikre dette aktiv tilstrækkeligt, eksempelvis mod tab af erhvervsevne, kan være noget af det vigtigste at huske på,« siger Anne Buchardt.
 

Den hastigt voksende gruppe kan endda se frem til at få endnu mere ud af deres allerede solide årsløn, hvis Skattekommissionens forslag om at fjerne mellemskatten og sænke topskatten får politisk medvind.
 

»Hvis de ellers beholder deres job, vil de i mange år få glæde af en lavere topskat,« siger Jes Asmussen fra Handelsbanken.
 

 




Markedet lige nu