Flere dårlige betalere end nogensinde før

Gældsfælden klapper oftere og oftere.

I de seneste seks måneder er dårlige betaleres gæld steget med over én milliard kroner, og mere end 212.000 voksne står nu registreret som dårlige betalere i RKI-registret. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

»Både antallet og gælden er det største i al den tid, den private gæld er registreret, og det vil sige siden 1972. Forklaringen er finanskrisen, men vi har jo været gennem kriser før, så når gælden vokser så eksplosivt nu, skyldes det formentlig, at forud for krisen gik en forbrugsfest. Når bremserne så bliver slået hårdt i, får det store konsekvenser,« siger kommunikationsdirektør Birgit Pichat fra Experian, som driver RKI-registret, til Jyllands-Posten.

Læs også: "Hæfter jeg for min kærestes gæld?"

Ifølge den nye RKI-opgørelse skylder de dårlige betalere i gennemsnit knap 50.000 kroner, og samlet løber den registrerede gæld op i 10,2 milliarder kroner.

»Det er især blandt unge, som typisk er ved at etablere sig, at gælden stiger, og vi er ikke i tvivl om, at arbejdsløsheden spiller en rolle. Hvis økonomien er spændt til det yderste, kan det at miste jobbet vælte hele læsset,« siger Birgit Pichat til Jyllands-Posten.

Læs også: Unges uvidenhed om penge sender dem i RKI

 



Markedet lige nu