Færre låner til forbrug

Den økonomiske opbremsning rammer nu også danskernes lånetrang - for første gang siden 2004.

Forbrugerkreditten -  danskernes blankolån, kontokort-lån og forbrugslån - rammes også af finanskrisen. Beløbet på denne konto faldt i det sidste kvartal af 2008 med 500 millioner kroner til 21,1 milliarder, viser tal fra Danmarks Statistik.

Og det er første gang siden foråret 2004, der har været et fald.

Faldet skyldtes især et fald i brugen af benzinkort, hvilket formentlig skal ses i sammenhæng med det kraftige fald i benzinprisen hen over 2. halvår. Men selv når man renser for effekten fra benzinkortene, så er der tale om et markant brud på de seneste års tendens. Forbrugerkreditten ekskl. benzinselskaberne faldt således med 172 millioner kroner, påpeger Danske Banks cheføkonom Steen Bocian.

- Det er værd at understrege at forbrugerkreditten kun spiller en beskeden rolle for de danske husholdninger med 21,1 milliarder kroner. Danskerne låner helt generelt deres penge i bankerne (373 milliarder) og realkreditinstitutterne (1.301 milliarder) til væsentligt bedre renter - men der er altså nogle danskere, som er villige til at betale de højere renter i forbrugerkreditten, siger Steen Bocian.

Han forklarer det med, at det ofte er meget "nemt" og bekvemt at få et sådan lån.

- Kravene til kreditvurdering er langt mindre, og dermed kan det være lokkende at tage et noget dyrere lån, simpelthen fordi det er nemt - det kan klares på få minutter, mens man står i butikken med fladskærmen mellem hænderne - så at sige.

/ritzau/

 



Markedet lige nu