Hvordan ændres et testamente, så en arving udskrives og testamentet stadig er gyldigt?
13. januar 2010, 09:05 – opdateret 2. november 2010, 23:06
? Vi har for kun 3 år siden oprettet testamente for at sikre, at vores ønske med hensyn til fordeling af vores arv til sin tid gennemføres, som vi ønsker det. Nu ønsker vi imidlertid at foretage en ændring i de nedfældede bestemmelser. Det kan betragtes som en væsentlig ændring, da antallet af arvinger reduceres. Nu til spørgsmålene: kan man være 100% sikker på, at denne ændring er holdbar, såfremt ændringen indskrives som en tilføjelse i det nu gældende testamente, eller bør man viske tavlen ren og lade et nyt testamente, der ophæver tidligere oprettede testamenter, oprette? Er det muligt for den i codicilet eller alt. det nyoprettede testamente at erfare, at han/hun er udeladt?
Med venlig hilsen T.
! Jeg forstår dit spørgsmål sådan, at du vil vide, om jeres ændring af testamentet er holdbar, og om en person, der har været omtalt i det første testamente har krav på at se det nye testamente, hvor vedkommende er udeladt.
I kan som udgangspunkt ændre jeres testamente. Det forudsætter, at der ikke i testamentet er bestemmelser, som udelukker ændring. En mulig hindring kunne være en bestemmelse om uigenkaldelighed. Er der ikke sådanne hindringer, kan I oprette et nyt testamente. Hvis I gør det ved et tillæg (en såkaldt codicil), så kan man direkte se ændringerne, idet codicilen kun giver mening ved læsning sammen med testamentet. Hvis I opretter et nyt testamente og heri tilbagekalder det tidligere testamente, så kan læseren af det nye testamente ikke direkte se, hvilke ændringer der er tale om.
Hvis testamentet er oprettet for notaren, vil der være kopi også af tilbagekaldte testamenter, og den, der har en konkret retlig interesse heri, kan få lov at se disse testamenter. Det er så et vidt begreb, hvem der har lov til at få indsigt i testamenter.
Jeg kan fortælle om en konkret sag, hvor afdøde i sit testamente havde bestemt, at testamentet og fuldstændig boopgørelse ikke måtte udleveres til andre end universalarvingerne. En niece, der var legal arving, begærede indsigt i hele testamentet, hvilket bobestyreren modsatte sig. Skifteretten bestemte, at niecen havde retlig interesse i at blive gjort bekendt med de bestemmelser i testamentet, der direkte påvirkede hendes arveret. Landsretten fandt, at hun havde retlig interesse i at blive gjort bekendt med hele testamentet uanset afdødes tilkendegivelser - og at der ikke var grundlag for at begrænse denne ret som sket.
Hvis I opretter et nyt testamente på gyldig måde, vil det være meget lidt sandsynligt, at den, der ikke længere er betænkt, kan få kendskab til ændringen. Personer med en konkret retlig interesse vil efter min opfattelse ikke have ret til fuld indsigt i det tidligere testamente, men alene til en begrænset indsigt, der kan afdække, om det tidligere testamente har indeholdt uigenkaldelighedsbestemmelser. I har mulighed for i det ny testamente at anføre, at I ikke har ønske om, at det tidligere oprettede testamente skal fremlægges på en måde, så nogle der var betænkte, bliver gjort bekendt med jeres ændring.
Med venlig hilsen Allan Ohms, advokat (H) og mediator, www.ForumAdvokater.dk



























































