9. marts 2010, 06:34 – opdateret 2. november 2010, 14:55

Lærte de noget? Det er det store spørgsmål, der står tilbage, efter at finanskrisen ubarmhjertigt har afsløret risikoen i en række investeringsprodukter, som bankerne solgte, mens alt så lyst ud.

Kunder, der ikke har følt sig tilstrækkeligt informeret om risikoen ved de produkter, de købte, har vundet en del sager i Pengeinstitutankenævnet. Men for den, der i dag skal til at investere, har det kun historisk interesse, hvordan kvaliteten af bankernes rådgivning var i 2006 og 2007.

Spørgsmålet er, hvordan kvaliteten er i dag.

Hver anden klarer sig selv

På det punkt er meldingerne stærkt delte. Ifølge et survey fra PricewaterhouseCoopers har hver anden kunde konkluderet, at han eller hun er lige så godt tjent med at bruge sig selv som rådgiver. Det er naturligvis et stort problem for bankerne, som derfor har strammet kraftigt op i de interne procedurer for at genvinde kundernes tillid.

Men Forbrugerrådet er ikke overbevist.

”Lige nu er der færre, der investerer, og bankerne er heller ikke så villige til at låne penge ud. Men det kommer igen, og under overfladen er problemet nøjagtigt det samme som før,” siger cheføkonom Carsten Holdum.

Berlingske Nyhedsmagasin beskriver her nogle problematikker omkring bankernes rådgivning af privatkunder anno 2010:

Beskytter Mifid-reglerne dig?

Pligt til vurdering: Mifid-direktivet trådte i kraft, kort før finanskrisen satte ind. Var det trådt i kraft noget tidligere, havde det ”måske” afværget nogle af de sager, der senere er kommet for Pengeinstitutankenævnet. Direktivet forpligter nemlig bankerne til at vurdere dels kundens kompetence til at forstå investeringsprodukter, dels kundens økonomi.

Risikoen består: Men selv med bankernes allerbedste vilje er det altså kun ”måske”, anfører partner Henrik Axelsen fra PricewaterhouseCoopers. Også kunder med begrænset viden og ringe økonomi har naturligvis ret til at købe komplicerede produkter, hvis de nu engang ønsker det, og så er det naturligt, at bankerne sælger det til dem:

”Så bliver kunden bedt om at skrive under på, at han er blevet oplyst om produktets risici. Så selv om bankerne gør, hvad de kan, for at rette ind efter Mifid-reglerne, så er der stadig en risiko for, at kunden taber penge på en investering. Og når det går galt, er der altid nogle, der vil brokke sig,” siger Henrik Axelsen.

Struktureret uigennemsigtighed

Dengang: Strukturerede produkter har haft en skurkerolle i finanskrisen. Både på makro- og mikroplan. Hvor de finansielle instrumenter måske nok i mange tilfælde var genialt udtænkt, var de også så komplicerede, at mange handler ved skranken skete, uden at hverken bankrådgiveren eller kunden forstod, hvilken risiko der var involveret.

Nu: I dag sælger bankerne fortsat strukturerede produkter – også i form af de såkaldte strukturerede indlån. Her har kunden mulighed for at tjene den store gevinst, hvis et valgt aktiv, for eksempel aktier, obligationer eller valuta, udvikler sig på en bestemt måde. Udstederen garanterer for hovedstolen.
Advarsel: Men forbrugerrådet advarer mod den type produkter. Ifølge cheføkonom Carsten Holdum handler de grundlæggende ikke om andet end at sløre det faktum, at markedsrenten for tiden er meget lav. I den situation ser muligheden for den store gevinst tillokkende ud for kunden. Men han eller hun overser nemt, hvor lille chancen for gevinsten er, og at ingen sikkerhed er større end udbyderen. Risikoen for, at udbyderen går ned, er måske nok lille, men hvis det sker, er alt til gengæld tabt. Der findes ikke investeringer, der kun kan give et positivt afkast.

Er garanti en garanti?

Garanti: ”Investering med 100 % hovedstolsgaranti” står der på topbjælken på Garanti Invests hjemmeside. Garanti Invest sælger sine produkter gennem cirka 40 lokalbanker. Det er strukturerede produkter, hvor kunden som minimum er garanteret at få sine penge tilbage.  Men er hovedstolsgarantien bogstaveligt 100 procent? Eller er det snarere 99,9 procent?

Sikkerheden: Garanti Invests produkter er sikret af for eksempel Kommunekredit, der igen er sikret af statskassen, og som derfor har den højest tænkelige kredit-rating. Risikoen for, at den danske stat mister sin betalingsevne er meget lille. Men den er der, og den bidrager til udbydernes fortjeneste på produkterne, selv om køberne ikke ser det.

Forbrugerrådet: Forbrugerrådet kalder det for vildledende markedsføring, når garantiprodukter slet ikke indeholder en garanti. Det hedder jo heller ikke garanti-statsobligationer, påpeger cheføkonom Carsten Holdum.

Garanti Invest: Administrerende direktør Gert Thougaard fra Garanti Invest holder fast i, at det er 100 procents garanti, man tilbyder:

”En garanti er ikke bedre, end hvem der står bag den, og hvis man tror, at de danske eller svenske kommuner og regioner kan gå ned, så skal man ikke investere i obligationerne. Det eneste, man risikerer, er en eventuel overkurs og den alternative markedsrente, hvilket fremgår af vores materiale.”

Tjek omkostningerne grundigt

Oplysninger: Et punkt, hvor Forbrugerrådet er meget kritisk over for bankerne, er ved oplysninger om omkostninger på investeringsprodukter. Igen sidder bankerne i det dilemma, at de har et meget stærkt incitament til at holde virkeligheden skjult. Hvis kunderne kunne se, hvor meget de betaler i omkostninger for et avanceret produkt, ville de måske slet ikke købe det.

Mellemhandlere: Rune Wagenitz Sørensen fra Uvildige.dk opfordrer især til at være opmærksom, hvis man får tilbudt et produkt, som banken sælger på vegne af en udefrakommende udbyder – for eksempel en investeringsforening eller en fond. Det er nemt at se, hvor meget banken selv tager i provision. Men også udbyderen bagved har regnet omkostninger ind i produktet. Sammenlagt kan det være så meget, at det ikke står mål med den modtagne ekspertise med videre, der er begrundelsen for at købe produktet frem for blot på egen hånd at købe værdipapirer direkte på børserne.

Alle aktier har høj risiko

Klassificering: Flere investeringsforeninger, der sælger deres produkter gennem banker, opdeler deres aktieafdelinger i høj, mellem eller lav risiko. Det er underforstået, at man taler om risiko i forhold til aktiemarkedet, der som helhed er forholdsvis volatilt, og ikke om risiko i forhold til andre aktivklasser.

Høj risiko: Men det er misvisende at tale om andet end høj risiko på aktier, mener partner Rune Wagenitz Sørensen fra rådgivningsfirmaet Uvildige.dk. Han peger på, at man ikke engang skal to år tilbage for at se et drop på 40-50 procent i aktiernes værdi, og at det kun var syv år efter den forrige store nedtur.

Value-aktier: Selv om nedturene på aktiemarkedet måske primært rammer de mere eksotiske aktier, går value-aktierne ikke ram forbi, påpeger Rune Wagenitz Sørensen. Nogle af value-aktierne kan endda blive meget hårdt ramt. F.eks. regnes finansaktier normalt som relativt sikre, men i 2008 var det især dem, der stod for skud.