Svindlere med appetit på dine penge sprøjter i disse dage e-mail med en virus, der kan åbne for din netbank, ud til danskerne.
3. september 2008, 15:23 – opdateret 2. november 2010, 12:52
Svindlerne misbruger tilsyneladende sikkerhedsfirmaet F-Secures navn i forsøget på at få de intetanende modtagere af mail til at åbne dem og dermed give adgang til computeren.
Nu advarer Finansrådet mod at åbne de vedhæftede filer, som giver de kriminelle mulighed for at stjæle nøglefiler til banken og aflure passwords til at komme ind.
Mailen foregiver at være sendt fra ”supportupdate@f-secure.com. Men det er ikke tilfældet, oplyser firmaet F-secure. Den vedhæftede fil er en såkaldt trojan-spyware, der som den rigtige trojanske hest går ind i computeren, før den angriber. F-Secure oplyser, at der er tale om en afart af den trojan-spyware, der i sidste uge blev sendt ud i F-secures navn.
Den seneste virus er blevet ændret til at undgå antivirusprogrammer.




























































