Du kan købe mindre og mindre for din løn, fordi stigningen i priserne går hurtigere end stigningen i lønningerne.
15. august 2011, 14:12 – opdateret 15. august 2011, 14:18
Beløbet på sidste linje på lønsedlen vokser fortsat langsommere end priserne. Det viser den seneste statistik fra Dansk Arbejdsgiverforening med en lønstigning på i gennemsnit to procent i løbet af det forløbne år.
I samme periode steg forbrugspriserne med tre procent, påpeger privatøkonom i Danske Bank Las Olsen.
"I runde tal svarer det til, at realindkomsten i en typisk dansk børnefamilie med privatansatte forældre er reduceret med 4.800 kroner årligt. Oven i det kommer effekten af skattestigningerne. Det er selvfølgelig en stærkt medvirkende årsag til pessimismen blandt forbrugerne, vi oplever for øjeblikket," skriver han i en kommentar til tallene.
Det efterfølger dog en årrække med stigninger i husholdningernes rådighedsbeløb, blandt andet fordi de danske lønstigninger har været højere end i udlandet.
Jyske Banks seniorøkonom Niels Rønholt siger til Ritzau, at det faktisk ser endnu værre ud for reallønnnen, end statistikken viser.
"DA dækker en stor del af det private arbejdsmarked, men omfatter ikke de offentlige ansatte. Og på de offentlige områder er der aftalt nulvækst i lønningerne. Så her skal lønudviklingen stå helt stille," påpeger han.




























































