Der er dømt alt andet end smalhans, når 50+ generationen slår sig løs. 9 ud af 10 vil hellere bruge formuen på at udleve egne drømme end efterlade en stor arv til børnene. ”Ingen bliver snydt” lyder det fra forbrugerøkonom.
28. maj 2010, 21:03 – opdateret 2. november 2010, 15:08
De yngre generationer kan godt skyde en hvid pil efter den store arvecheck. I hvert fald hvis dem med pengene er mellem 50-65 år. For denne privilegerede generation – også kaldet ’Det grå guld’ – vil hellere bruge løs af guldet end forære det hele væk til børn og børnebørn.
Det viser en økonomisk undersøgelse, som Nordea står bag, hvor man har kortlagt danskernes syn på livet som pensionist. 89 procent af de adspurgte svarer, at de hellere vil bruge deres penge på at opfylde egne behov og drømme – også selv om det betyder, at de dermed efterlader en mindre eller slet ingen arv til deres familie.
Gruppen af 50+ udgør allerede i dag godt 35 procent af den danske befolkning, og de sidder på 70 procent af den samlede personlige formue i Danmark, så det er ikke småpenge, der er tale om.
”De 50+årige vil hele tiden optimere sig selv. Man vil have mere ud af det hele – hele tiden. I dag starter man ikke indflyvningen mod døden, når man er 50, i stedet siger man: Der er kun én tur på karrusellen, og den skal være god. Så det er nu, vi skal være sunde. Det er nu, vi skal ud at rejse og cykle mountainbike. Er ens store drøm at komme til Las Vegas og se Celine Dion, jamen så gør man det,” siger livsstilsekspert Henrik Byager.
Forbrugerøkonom i Nordea, Ann Lehmann Erichsen, er ikke forundret over, at 50+ generationen har oplevelsespedalen trykket helt i bund. Det harmonerer godt med, at denne aldersgruppe generelt er mindre bekymrede end resten af befolkningen og sparer mindre op. Men hun påpeger, at solidariteten mellem generationerne stadig er intakt, bl.a. vil godt hver femte 50-65årig hver måned give penge til børn og/eller børnebørn.
”Deres fokus er på her-og-nu oplevelser, de tager for sig af livets goder og føler, de har fortjent det. Men samtidig kan man ikke sige, at nogen bliver snydt. Hver femte giver regelmæssigt til næste generation, og 77 procent mener, det er bedre at forære pengegaver, mens man stadig er i live og kan beslutte, hvilke beløb man vil give og til hvem.”
Læs hele temaet om Generation 50+ i Berlingske Tidende lørdag, Magasinet side 6-9









































