Allerede inden unge danskere fylder 27 år, er gælden vokset til over 350.000 kroner i gennemsnit.
2. marts 2010, 07:46 – opdateret 2. november 2010, 14:54
Danske unge er nogle af de mest gældsplagede sammenlignet med unge i Skandinavien og i Irland og Nordirland. I gennemsnit skylder alle unge i aldersgruppen 18 til 27 år 353.340 kroner – fordelt på blandt andet studielån, banklån og hurtigt lån optaget ude i butikkerne, når de unge har forelsket sig i et »must have«-produkt.
Til sammenligning skylder svenskere i samme aldersgruppe i gennemsnit 218.000 kroner, mens de unge i Finland og Irland i gennemsnit har en gæld på 289.500 kroner og 305.000 kroner.
De mest forældede unge finder vi i Norge – her lyder gælden allerede fra en ung alder på gennemsnitlig 478.000 kroner.
Andelen af unge nordmænd med lån er da også væsentligt højere end i eksempelvis Danmark. Herhjemme har næsten halvdelen af samtlige unge mellem 18 og 27 år et lån – i Norge er det tilsvarende tal 62 procent.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af YouGov Zapera for Danske Bank.
Den viser samtidig, at de unge herhjemme har selvtilliden i orden, når de skal vurderer deres økonomiske ansvarlighed. 37 procent af de unge i aldersgruppen 18 til 27 føler stor økonomisk ansvarlighed, og det er væsentlig flere end i eksempelvis Irland, hvor 27 procent af de unge har samme tiltro til ansvarligheden til deres egen privatøkonomi.
I Finland mener 30 procent af de unge, at ansvarligheden er i top, mens det tilsvarende til i Norge og Sverige er 34 procent.
Danske Bank åbner i dag et nyt site, der skal højne de unge danskeres viden om privatøkonomi.









































