Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:
Undersøgelse::

Danske kvinder er økonomisk skrøbelige

De danske kvinder føler, at de ikke har råd til at spare op, og de er de økonomisk mest skrøbelige blandt de nordiske kvinder.

De danske kvinders opsparing halter mest efter mændenes blandt de nordiske folk, viser en Gallup-undersøgelse, som Nordnet Danmark har fået foretaget. 30 procent af kvinderne har mindre end 5000 kr. i opsparing, mens det kun er 19 procent af mændene, der har så lille en opsparing.

Undersøgelsen viser, at syv af ti danskere sparer op i en eller anden form, og mest almindeligt er det at sætte penge ind på en bankkonto (51 procent), afbetale på boliglån (32 procent) eller et andet lån (16 procent). Opsparing i investeringsforeninger er kun for alvor populært i Sverige, hvor hele 43 procent gør det. I Danmark er det kun 4 procent, som regelmæssigt sparer op i investeringsforeninger, mens man i Norge (20 procent) og Finland (19 procent) ligger på et noget højere niveau, dog uden at nå svenske tilstande.

"I Danmark har vi ikke på samme måde som svenskerne tradition for at spare op i investeringsforeninger og aktier. Men der er dog tydelige tegn på at denne form for opsparing stiger. Danskerne oplever dog stadig at boligen er en sikrere investering. Det er en god ide at afbetale på sine boliglån, men hvis det er den eneste opsparing, som man har, står man i en uheldig situation, når man pludselig har brug for penge. Man kan som bekendt ikke spise mursten, og derfor bør man også sørge for at have en opsparing, hvor man hurtigt kan trække penge ud. Om det skal være en opsparingskonto eller opsparing i værdipapirer, må afhænge af den enkeltes temperament," siger Max Gandrup, Landechef for Nordnet Danmark.

Danske mænd er langt mere villige til at spare op i investeringsforeninger, mens kvinder sætter pengene ind på en opsparingskonto. Seks procent af de danske mænd svarer at de sparer op i en investeringsforening, hvilket er tre gange så mange som blandt danske kvinder.

Mens kvindernes opsparing sulter, så er de mere villige end mændende til at øge gavebudgettet til jul, viser en analyse fra FDB. Samlet vil kvinderne bruge en femtedel mere på gaver end mænd, og de har planer om at bruge 3041 kroner i snit på julegaver i år.

"Finanskrisen har ikke sluppet taget i os endnu, og det er åbenbart mændene, der er mest påvirkede. Vi kan se, at de skærer ned i julegavebudgettet, og at de skærer ned i antallet af julegaver," siger analysechef i FDB Lars Aarup ifølge Ritzau.

Samlet er der dog balance i julebudgettet, fordi kvinderne i 2010 vil bruge flere penge end i både 2008 og 2009, mens en gennemsnitlig dansk mand i år vil bruge 345 kroner mindre på julegaver i forhold til sidste år, og 409 kroner mindre i 2010 end i 2008.

 




Markedet lige nu